Dødemandsgravene på Samsø
Jysk Arkæologisk Selskab
KUML 2006, s.
(Stenkast af) Gustav Henningsen og Jesper Laursen
(Uddrag)
(…)
En stendynge (som den på Trøstrup Hede (til minde om en afdød (OP))) kaldes et kast eller stenkast, fordi traditionen kræver, at forbipasserende kaster en sten på bunken. Egentlig er kast den mest præcise betegnelse, for nogle gange består dyngen ikke af sten, men af pinde, grene, lyng eller tørv, hvad man på det pågældende sted havde for hånden.
(…)
Om ”Dødemands Grav” på Samsø (nr. 5. jf. kort fig. 3) har Hans Jensen Farver i Nordby oplyst følgende i 1889: ””De døde mænds grave”, to små stendynger, ca. 1 alen høje, på vestre side af Nordby Hede på Samsø, hidrører fra den gamle skik, at alle, der gik over heden, forhen lagde en sten på dyngen, under hvilke der ligger en strandvasker begravet, thi man brugte at jorde ligene på stranden, hvor de skylledes op, Hvis man ikke lagde en sten på dyngerne, troede man, at man ikke kom godt tilbage over heden om aftenen”.
På et såkaldt Original I-kort er ”Nordre Demants Grav” afsat på Nordby Hede (fig. 8). Den ligger i overensstemmelse med andre optegnelser om ”Dødemands Grav” vest for den nord-sydgående vej tæt ved havet. På kortet befinder ”Nordre Demants Grav”, som den lidt forvansket benævnes, sig ikke lige ved den daværende vej, men ca. 80 m længere mod vest. Man kan dog ikke udelukke, at vejen tidligere hår gået nærmere graven.
Da disse Original I-kort er målt med stor præcision, øjnedes muligheden for ude i terrænet at måle sig frem til det sted, hvor ”Nordre Demants Grav” var beliggende i 1811. Imidlertid var det ikke det forventede markante stenkast, der dukkede op for enden af målebåndet. Det var blot en ussel lille grusbunke, der så ud som et vognlæs, der nylig var tippet af på stranden. Målebåndet lev trukket forfra gentagne gange, og hver gang endte det samme sted – ved den lille grusbunke. Da opmålingsholdet tvivlrådige og lidt slukørede indstillede eftersøgningen hen under aften og cyklede tilbage langs strandengen dukkede pludselig ca. 500 m mod syd en næsten identisk grusbunke frem i skumringen. Efter et øjebliks måben faldt tiøren – vi havde genfundet såvel Nordre og Søndre Dødemandsgraf (fig. 9-10)..
I al deres lidenhed måler Nordre og Søndre Dødemands Grav henholdsvis 7x6 m og 8,5x5 m i grundplan og 1 m og 0,75 m i højden. Materialet består som strandengen af stenet grus, hvorfor man lige så vel kunne betegne dem som gruskast.
Anlæggenes beliggenhed på en strandeng og deres betegnelse som dødemandsgrave, som er velkendte stednavnebetegnelser, hvor uidentificerede indstrandede lig er begravet langs de danske kyster, taler for, at de, som overleveringen siger, virkelig er begravelser. Dette kunne eventuelt afklares ved en arkæologisk udgravning, men burde man ikke snarere lade tvivlen komme de martrede døde til gode og lade dem hvile i fred?
Det har ikke i Nordby kirkebog været muligt at finde optegnelser om de pågældende begravelser, men at dømme efter forholdene langs den jyske vestkyst, optræder indstrandede lig normalt først i kirkebøgerne fra omkring midten af 1800-tallet, da man begyndte at begrave dem på kirkegårdene. Indtal da følte kystbeboerne sig ofte hjemsøgt af spøgeri fra druknede, der ikke var begravet i kristen jord.
(…)
Konklusion:
Historisk kan de danske stenkast dokumenteres tilbage til 1500-tallet, men traditionen kan meget vel være meget ældre. Set i en større komparativ sammenhæng repræsenterer stenkast såvel som grenkast en ældgammel tradition med rødder ed i menneskehedens dybeste kulturlag. Som kulturminder er de således i høj grad bevaringsværdige, og der bør gøres en indsats for, at de få, der stadig eksisterer, alle bliver fredede.
Mens det nok vil være yderst vanskeligt ad arkæologisk ven at påvise eventuelle forhistoriske stenkast, er mulighederne for at dokumentere hidtil ukendte stenkast fra historisk tid betydelig større, såfremt man tager særlige topografiske forhold i betragtning. I forbindelse med småhøje på strandenge eller stendynger langs gamle vejstrøg og ved vadesteder, ved tidligere rettersteder og kildeanlæg samt ved gravhøje, der sekundært har været anvendt som galgehøje, bør man således være opmærksom på disse anlæg, som meget vel kan vise sig at dække over en grav.
Folkloristisk må de danske kast karakteriseres som altovervejende ”dødsofferkast”, mens kun få har været ”lykkekast”. På grund af landets begrænsede udstrækning og tidlige opdyrkning har stenkast og andre vejmærker ikke spillet den samme rolle for orientering og samfærdsel som i vore nordiske nabolande med deres enorme øde strækninger.