1) Gamle sagn og mærkværdige tildragelser fra øen Samsø

Afskrift efter et gammelt, grånet hæfte på 34 sider (13x18) med gotiske bogstaver.

Ordstilling, ordvalg og generel stavemåde er bibeholdt. Det er dobbelt a (å) og stort begyndelsesbogstav i navneord ikke.

(I nærværende samling af gamle sagn og mærkværdige tildragelser, som ere foregåede på Samsø, ville disse sagn og tildragelser forekomme imellem hverandre uden nogen som helst kronologisk orden. Udgiveren har nemlig begyndt på udgivelsen, skjøndt han endnu kun har fået samlet et lille materiale hertil, men han håber, at ret mange samsinger ved at læse begyndelsen måske kunne få lyst til at gjøre samlingen så fuldstændig som mulig og derved bevare fra forglemmelse mangt et sagn og mangen en mærkelig begivenhed fra deres fødeø.)

En havfrue spåer om Christian den Fjerdes fødsel.

Da kong Frederik den Anden i efterhøsten i det år 1576 var i Kallundborg til den almindelige herredag, kom en gammel, enfoldig bonde fra Samsø og gav sig an til hove, eftersom han havde sære tidender at bringe kongen. Og berettede han da, at han allerede gjentagne gange udi marken på Samsø nede ved stranden, hvor han boede, havde talt med en dejlig kvinde, der nedentil var skabt som en fisk, hvilken kvindsperson alvorligen

2) og strengt havde befalet ham at drage over til kongen og lande ham vide, at dronningen, som var velsignet med livsfrugt, skulde føde ham en søn, der skulde efter ham arve Danmarks Rige og blive en ypperlig herre iblandt alle konger og fyrster udi den nordre verden. Men tillige havde bonden befaling til at sige, at såsom synd, ondskab, drukkenskab og løsagtighed, hovmod og selvrådighed fast tog overhånd i riget, da skulde han Gud som hannem sålunde velsignede, til ære og taksigelse med al flid og alvor sådanne afskaffe, at ikke Guds vrede og straf siden skulde hjemsøge ham. Til denne tale føjede bonden endvidere, at han ofte højligen havde søgt at undskylde sig for havfruen, da han var en fattig, blu, uforstandig og ringeanseendes mand, der ikke turde komme frem for fornemme herrer med sådan tidende; men at hun havde befalet ham at være trøstig og frimodig, såsom det ikke var hans eget, men Vorherres ærinde, han skulde røgte.

Dette bondens udsagn gav de fleste af de tilstedeværende anledning til latter; men kongen hørte med taushed derpå og lod ham atter indkalde til sig, befalende ham at gjentage sit budskab. Da bonden havde adlydt svarede kongen, at han ønskede, at denne spådom om en prinds’s fødsel måtte gå i opfyldelse; hvad boniteten angik, da skule han gjøre, som det en kristelig konge anstod og egnede. Derpå gav kongen bonden en foræring og befalede ham et rejse hjem for at tage vare på sit hus (Thieles danske Folkesagn).

3) Kæmpen på Visborg.

I længst forsvunden tid boede der en kæmpe på Visborg Slot, der levede i god forståelse med en anden kæmpe, der boede på Fyenshoved. Engang var der imidlertid kommen en kurre på tråden imellem de go venner, og i sin vrede tog den fyenske kæmpe en stor steen og kastede over efter Visborg Slot; dog, stenen ramte ikke sit mål, men faldt i vandet omtrent 100 alen fra det nuværende Visborg Fyr; hvor den endnu den dag idag ligger.

Om en anden stor steen, der ligger sydøst for Jørgen Kræmmers gård i Koldby, fortælles der, at den skal være udslynget af ovennævnte kæmpe på Visborg. Som alle andre kæmper var denne selvfølgelig hedning og havde som sådan et ondt øje til kirker. Da derfor bygningen af Koldby Kirke begyndtes ligefor hans øjne, blev han så harmfuld derover, at han tog en stor steen for at ødelægge kirken med et kast; men formodentlig må han i sin hidsighed have rystet på hånden; thi endskjøndt afstanden imellem Visborg og Koldby Kirke kun er ringe i sammenligning med afstanden imellem Visborg og Fyenshoved, var han dog ikke heldigere med at ramme sit mål end hans kammerat på Fyenshoved (Meddelt af P.).

Den blodplettede steen i Nordby kirkegårdsgjærde.

For mange år tilbage boede der omtrent midt på Nordby Hede på et sted, som kaldet Børstenshoved, to bønder. Den ene af disse var en dygtig og påpasselig

4) mand, og især holdt han strengt på markfreden. Han havde derfor gjerne skjærmydsler med sine naboer, nordbyerne, og når deres kreaturer, som græssede på heden, kom ind på hans mark, optog han disse og lod ejerne betale mulkt. Det var derfor intet under, at nordbyerne pønsede på at få ham bragt afvejen, og en søndag hændte det sig da, at manden, der kom lovlig seent til kirke, blev greben af nogle mænd ved sin indtrædelse på kirkegården og slået ihjel på stedet, og man foreviser endnu den dag idag en rød plet på et sted i hegnet, som siges at være den dræbtes blod. Det var en aftale, at medens misgjerningen udøvedes, blev psalmesangen i kirken ført meget højt for at overdøde den ulykkesige mands skrig (Meddelt af S.).

Skodshøj-manden

På østsiden af Nordby Hede i den såkaldte Skodshøj boer der en bjergtrold. Det er hans skyld at intet kvæg om natten vil blive liggende på højen men altid ved solens nedgang går ind på heden (Thieles Folkesagn).

Mester Mads i Tranebjerg

I forrige århundrede var der en præst i Tranebjerg, som af beboerne kaldtes Mester (magister) Mads, og som kunde en deel mere end sit Fadervor. Navnlig var han dygtig til at nedmane spøgelser og gjengangere

5) og selve Fanden måtte undertiden lystre ham. En pige, som tjente i en gård i Permelille, havde begået den gruelige misgjerning, at hun havde kastet sit eget barn i en gloende bagerovn; derfor havde hun ingen ro i graven, men gik hver nat igjen i den gård, hvor hun havde udøvet forbrydelsen. Folkene i gården, der på grund af dette spøgeri aldrig nogen nat havde ro, henvendte sig i deres nød til Mester Mads i Tranebjerg og anmodede ham om at befri dem for spøgeriet. Dette var Master mads strax villig til og begav sig desårsag en nat til Koldby Kirkegård for at træffe spøgeriet i det øjeblik, det stod op af graven, hvilket i almindelighed skeer kl. 12 om natten. Mester Mads kom imidlertid lidt for seent, så da han kom til Koldby og vilde gå op på kirkegården, traf han spøgelser ved klokkegraven imellem skolen og kirkegårdsmuren. Nu kunde Mester Mads ingen magt få over det for denne gang, og havde ovenikjøbet den ærgrelse, at spøgelser råbte til ham, at han var kommen for seent. ”Jeg træffer dig nok en anden gang”, svarede Mester Mads, og næste aften tog han tiden bedre iagt, så at han stod parat ved graven, da spøgelset steg op deraf. Da Mester Mads nu begyndte at mane, bebrejdede spøgelset ham, at han en gang som dreng havde stjålet et hvedebrød; men mester Mads skyndte sig at kaste to skilling ned i graven, svarende, at dermed måtte det brød vel være betalt. Da spøgelset nu ikke vidste mere at sige Mester Mads på, begyndte det at give kjøb og bede, om det ikke måtte slippe fri, hvis det kunde fare til Issehoved og tilbage igjen medens han stod ved graven. Men Mester Mads vedblev

6) at mane uden at gå på akkord med spøgelset, der også til sidst måtte ned i graven, og fra den tid mærkedes der ikke mere nogen uro om natten i gården i Permelille.

Om samme Mads fortælles også, at medens han en søndag stod på prædikestolen, kunde han på en overnaturlig måde mærke, at hans karl var oppe på loftet for at stjæle havre til hestene, og bandt Mester Mads da karlen med ord, så denne måtte blive stående på loftstrappen med sækken på ryggen, indtil præsten kom hjem fra kirke og løste ham.

Endvidere fortælles om Mester Mads, at han havde en broder i Jylland, som ligeledes var præst, og som også gav sig af med at nedmane spøgelser. En gang havde denne broder imidlertid givet sig i færd med et spøgelse, der var ham for stærkt, så at han ikke kunde fåe bugt med det og var stedt udi hård knibe; men Mads, som vidste alting, fik også snart en fornemmelse af, at hans broder var i nød, og befalede strax sin karl at spænde for, eftersom han vilde ile sin broder tilhjælp. Men undervejs blev vognen for tung, så hestene ikke orkede at drage den fra stedet; men Mester Mads vidste nok, hvad der var påfærde, nemlig, at det var Fanden, som lå bag i vognen og holdt på den. Mester Mads befalede nu kudsken at lægge det ene baghjul op i vognen, og strax måtte den Onde stå af for at gå i hjulets sted, så nu gik det rask til Koldby Kaas. Her var der imidlertid ingen båd at fåe; men Mads var dog ikke rådvild, idet han tog fadningen af vognen og sejlede til Jylland i. Da Mads kom til broderen, var denne lige ved at måtte give fortabt for spøgelset; men da

7) nu begge brødrene begyndte at mane af alle kræfter, fik de til sidst bugt med spøgelset og fik det manet så langt ned, så man aldrig siden har seet noget til det der på stedet (Meddelt af P.).

Knud

Der var bleven kæmpet på Samsø og Knud med sine mænd drevne ud på en side af landet, hvorfra de ikke kunde komme bort tilsøes. De omliggende højder vare besatte af fjender. Der blev da holdt råd, og da kampen mest gjaldt høvdingen, besluttede man at skilles ad i flere sider og see at undkomme. Fjenderne satte da alle efter Knud, som flygtede over en bakke, men blev derefter dreven ud i en mose, hvor han med opløftede hænder kastede sig forover i vandet og blev der. Han vilde ikke lade sig tage efter at være bleven forladt af sine folk.

Således omtrent lyder, ifølge Rafn’s ”Oldnordiske Sagaer”, sagaen om en mand, der hed Knud, uden at der for øvrigt står berettet om, hvem denne Knud ellers var. Skjøndt det nu vel er 1000 år siden, at dette skal være passeret, så er der dog endnu den dag i dag nogle stedbenævnelser her på øen, som synes at stamme fra denne begivenhed og som ligesom bekræfte sagaen.

På Jens Buhrs mark i Onsbjerg, der er omgivet af flere høje bakker, er der nemlig endnu en forhøjning af jordsmonnet, som endnu kaldes ”Knuds Råd”, og som altså kan være det sted, hvor Knud holdt råd med sine mænd, medens fjenderne stod på de omkringliggende højder. Endvidere gåer der om den imellem Vadstrup og Tranebjerg beliggende såkaldte ”Bjørnedam” det sagn, at den skal have navn efter en mand, som

8) hed Knud, og kan ”Bjørnedammen” altså godt være den mose, hvor Knud er omkommen. Måske har Knud havt tilnavnet Bjørn eller ført en bjørnelab som mærke i sit våben, hvorefter mosen har fået navnet ”Bjørnedammen” (Meddelt af S-n.).

Skatten under Visborg Slot.

I den bakke, hvor Visborg Slot tidligere har stået, skal der være en stor skat nedgravet, og mange have til forskjellige tider søgt at finde den og drage den op af jordens skjød; men endnu ligger den der. En gang havde nogle bønder fra Koldby været så heldige, at de havde fundet skatten og skulde lige til at tage fat i hanken af den kjedel, hvori skatten er nedlagt, da i det samme en kareth kom kjørende, der var forspændt med 6 hovedløse haner. Ligesom karethen kom ud for skattegraverne, gav kudsken et knald med pidsken, og strax røg alle fjerene af hanerne. ”Det var da Fanden til knald”, sagde en af skattegraverne; men i det samme sank skatten ned i jorden igjen, og karethen forsvandt for deres øjne; thi hvad det frem for alt kommer an på, når man vil grave sådanne gamle skatte op, er at bevare den fuldstændigste taushed under arbejdet (Meddelt af P.).

Samsø under krigen 1807 – 1814

Det var i året attenhundrede og syg, da engelskmanden, ”den forbandede tyv”, kom sejlende med en stor

9) flåde ned gjennem Øresund. Skjærtorsdagsslaget var endnu i frisk minde, og de danske havde ganske vist grund til ikke at vente noget godt af britten. Dog der var jo nu fred imellem Danmark og England – den store flåde kunde umuligt gjælde vort fædreland, men måtte have en anden bestemmelse. Således mente de danske, men snart fik de engelskmandens sande hensigt at kjende, da det rygtedes til Kjøbenhavn, at en stor engelsk armee var i færd med at landsættes ved Vedbæk. Størstedelen af den danske armee lå ovre i Holsten, så møde den store fjendtlige armee i åben mark kunde der ikke være tale om, derimod forberedte man sig på at forsvare hovedstaden, og det varede heller ikke ret mange dage inden denne var indesluttet på alle sider af en engelsk armee på 33.000 mand, og desforuden lå den store flåde udenfor på Rheden. Dog skræmmedes Kjøbenhavns indvånere ikke af det overlegne antal, men tænkte kun på at give fjenden en værdig modtagelse, og havde han vovet en storm, var det måske ikke gået ham bedre, end det gik svenskerne, da disse under Carl Gustav løb panden i stykker mod Kjøbenhavns volde. Men englænderne havde den 2den april 1801 lært, at de danske ikke ere gode at bides med, når de angribes i deres rede; ”vi vilde ikke fægte, vi ville brænde” var deres valgsprog i denne kamp, og de fulgte det troligt, idet de overøste den ulykkelige by med gloende kugler, så det brændte overalt, og forvirring og elendighed herskede alle vegne. Efterat ødelæggelsen havde varet i 5 dage, havde ulykken nået sit højeste, og kommandanten troede nu ikke at kunne forsvare at udsætte byen længere for englændernes

10) ødelæggelsesværk, da den så vilde blive aldeles tilintetgjort. Man gik derfor ind på fredsbetingelserne, skjøndt de vare hårde – hele vor prægtige flåde måtte vi nemlig udlevere, og ikke nik dermed, men alt forråd til skibes udrustning, hvoraf bygningerne på Holmen vare fulde, toge de med sig, så foruden 16 lineskibe og 30 andre større og mindre krigsskibe, som de stjal fra os, havde 92 transportfartøjer ladning nok med at bortslæbe andre tyvekoster.

Englændernes grund til denne voldshandling kan man sige var at forene det behagelige med det nyttige, thi idet de for så godt kjøb kom i besiddelse af vor flåde, sikrede de sig tillige for, at de franske ikke benyttede denne flåde til dermed at gjøre landgang på England. Næsten hele Europa lå dengang i krig med Frankrig, som under Napoleon den Store truede med at opsluge alle sine naboer; kun Danmark havde hidtil vidst at bevare neutraliteten, som det engelske overfald imidlertid gjorde en brat ende på, idet Danmark nu nødtes til at erklære sig for eller imod Frankrig. Englænderne vare rigtignok så venlige, lige efter deres mod os udviste venskabsstykke at tilbyde os forbund, men vi betakkede os dog for en sådan vundsforvandt, og sluttede alliance med Frankrig, hvoraf følgen var, at England erklærede os krig, hvilket eksempel vor gamle fjende, Sverrig, der også var Frankrigs fjende, strax fulgte, uden at dette land dog tog nogen synderlig del i krigen. Denne krig imellem Danmark og England varede i syv samfulde år, hvorfor den også undertiden kaldes ”Syvårskrigen”; den førtes udelukkende til søes, og meningen med den var at ødelægge

11) Danmark i bund og grund ved deres blokadeskibe at lamme og standse al Danmarks handel. Egentlig skulde man nu tro, at det måtte være en let sag for engelskmændene at opnå dette øjemed – selv om de hertil kun kunde undvære en lille del af deres flåde, hvoraf størstedelen var beskjæftiget imod de franske – thi vi havde jo ingen flåde; men Gudskelov! havde Englænderne dog ikke, da de stjal flåden, tillige taget de danskes mod fra dem, thi hvor fortvivlet det end kunde se ud, så blev det strax besluttet at gjøre engelskmændene al mulig modstand. Skjøndt det kun var knapt med pengene dengang, blev der udstedt opfordring om at skyde penge sammen for derfor at kjøbe koffardiskibe, som skulde udrustes til krigsbrug, og opfordringen blev så almindelig efterkommet, at vi snart havde en hel lille flåde at sådanne skibe, os desforuden vare vi så heldige, at vi endnu havde nogle enkelte af vore egentlige orlogsskibe i behold, nemlig de, som ikke havde været hjemme i Kjøbenhavn, da englænderne vare her for at stjæle, men som dengang havde været udkommanderet til Norge og andre steder. Naturligvis kunde vi med en sådan flåde ikke indlade os i store afgjørende søslag, og sådanne bleve heller ikke leverede i denne krig, men derimod var det vore flådes opgave, at se at hjælpe vore handelsskibe fra at falde i fjendens hænder, og at skade englænderne, dels ved at opsnappe de af deres handelsskibe, som skulde passere vore farvande, dels ved at angribe deres krigsskibe, når disse lode sig se enkeltvis, og led Danmark end idet hele tage meget ved denne ulykkelige krig, så er det ganske vist, at englænderne som oftest

12) trak det korteste strå i den mængde at søtræfninger, som bleve leverede i disse syv år. Kattegattet var det farvand, hvori englænderne mest opholdt sig, da de på det smalle sted af dette imellem Mols og Sjælland kunde kontrollere alle de skibe, som vilde passere igjennem både Store- og Lillebelt, og da Samsø ved sin ypperlige naturlige havn ved Langøre kunde afgive en god fast station for en blokadeflåde i Kattegagt, frygtede den danske krigsstyrelse for, at englænderne skulde bemægtige sig denne ø, der var så godt som forsvarsløs, thi vel var Kyholm dengang en fæstning, men dens befæstning, som kun var 40 mand stærk, kunde ikke udrette noget i tilfælde af angreb på Samsø. Soldater var der imidlertid stor trang på, så man havde ingen at undvære til Samsø’s forsvar, og blev der derfor besluttet, at samsingerne selv skulde forsvare deres fødeø. En skjøn dag i 1808 ankom der derfor nogle officerer til Samsø, som skulde uddanne samsingerne til fædrelandsforsvarere, og fik da alle øens mandfolk under 60 år og over 17 år ordre til at møde i Onsbjerg session. Det var et helt armeekorps, der skulde oprettes både musketterer, jægere, ridende- og fæstnings-artillerister, ja endogså ryttere var nødvendige, og da udvalget af mandskab ikke var stort, så bleve alle de, som havde et nogenlunde antageligt helbred udskrevne. Som ret betegnende for den tids forretningsmåde kan anføres, at når en mand var bleven antaget som våbendygtig, skreve sessionsherrerne med kridt på ryggen af ham, hvilken våbenart han var udskreven til, og når vedkommende selv ønskede at vide dette, måtte han trække trøjen af, for

13) at se, hvad slags soldat, han skulde være. De yngste bleve udskrevne til infanterister eller til ryttere og ridende artillerister, de ældre derimod bleve tagne til fæstningsartillerister, som kun skulde gjøre tjeneste i skandserne, og de endelig, som vare over 45 år, måtte gjøre tjeneste som ”pigmænd”. Dagen efter sessionen måtte de udskrevne møde i Vadstrup for at sværge troskabsed til kongen; her var nemlig stabskvarteret, idet den øverstkommanderende over hele armeen, en major Tidemann, boed i den gård, som nu forpagter Friderichsen beboer, men som dengang ejedes af en kapitain Pedersen. Tidemann var kun et par år her på Samsø, han efterfulgtes af en major, kammerherrer Moltke (general under den Slesvigske Treårskrig), der forflyttede stabskvarteret til Ørby i nuværende Hans Fyenbos gård.

Våben og uniformer bleve derpå udleverede; infanteriet fik blå frakker med hvide opslag og rabatter; artilleriet og rytterne ligeledes blå frakker men med røde opslag og rabatter; ”pigmændene” fik slet ingen uniform, og som våben havde de kun en 2 a 3 alens kjæp med en jernpig i enden, efter hvilket våben de fik navn. da det navnlig var den østlige side af øen, man frygtede, at fjenden skulde gjøre landgang på, blev der opkastet skandser ved Lilleøre, Hardiget, Riffets Redout og ved Ballen, til hvilke skandser samsingerne måtte præstere en mængde kjørsler, foruden at de måtte levere heste til rytterne og til dels også til det ridende artilleri; dette bestod nemlig af 12 kanoner med bespanding, og kun til de to kanoner bragtes der heste med fra Jylland. Forat kunne iagttage, hvad der gik for sig

14) på søen, blev der oprettet opservationsposter på ”Dyret”, ”Kolshøj” og ”Ormehoved”, der om dagen ved flag og om natten ved ildblus skulde telegrafere når der var noget på færde. Når der således viste sig fjendtlige skibe i farvandet blev der hejset et flag eller, hvis det var om natten, tændt et blus, og så skulde alle mand holde sig parate til udrykning; når skibene nærmede sig til øen i en mistænkelig grad, blev der hejset to flag eller tændt to blus, og så skulde soldaterne møde på deres allarmpladse, der for infanteriets vedkommende var ved Besser Kirkr, og for artilleriet på den bakke ved Tranebjerg, som kaldes Møllebakken. Blev der da endelig hejset tre flag eller tændt tre blus, da betød det, at fjenden gjorde landgang, og da der tillige fra opservationsposterne ved visse tegn kunde telegraferes, på hvilken kant af øen, landgangen skete, skulde hele styrken rykke hen imod dette sted. Det fredelige Samsø blev på denne måde på engang omdannet til en stor fæstning, og sågodt som alle de mandlige beboere gjorte til soldater, der samtidig med, at de strax skulde gjøre vagter – thi krigen var udbrudt inden sessionen – tillige skulde oplæres i krigshåndværket af de ankomne officerer og underofficerer, af hvilke sidste, navnlig af artilleriunderofficererne, største delen var ”tydskere” (formentlig holstenere!). Skjøndt det kun var et slags landeværn, at de samsøske korps skulde forestille, så var soldaterstanden dog hård nok at gjennemgå, thi i militærstanden kjendte man dengang ikke til humanitet, som nu gjør sig gjældende; blev der begået en lille fejl i exercitsen, strax havde underofficerern en kjæp eller

15) i mangel heraf den flade klinge på rede hånd for på vedkommendes rygstykker at indprænte ham agtpågivenhed, ja flere samsinger, som gjorde sig skyldige i større forseelser, måtte gjøre bekjendtskab med den dengang i soldaterstanden brugelige spidsrodstraf, dom bestod deri, at synderen måtter med nøgen ryg passere igjennem to rader af fine kammerater, der vare bevæbnede med stokke og huggede løs på ham, og da der både foran og bagved gik en mand med fældet bajonet, så kunde han ikke ved at løbe igjennem raderne i en fart få ende på pinen, men han måtte smukt gå i den takt, som den ved slige lejligheder tilstedeværende musik angav; heller ikke hjalp det ham, om han havde nogle gode venner imellem dem, der skulde slå løs på ham, thi hvis der var nogen, der ikke huggede til at alle kræfter, da risikerede denne til straf herfor selv at få en portion spidsrod eller i hvert tilfælde at få nogle dygtige stokkeprygl af de bagved posterede underofficerer. Rytterne og det ridende artilleri exercerede dels ved Solvog dels ved skoven. Infanteriet havde deres exercerpladse rundtomkring i nærheden af hvor de forskjellige kompagnikommandeurer boede (infanteriet bestod af 3 kompagnier nemlig 1 jægerkompagni med rifler, og 2 musquetteerkompagnier med glatte bøsser); fæstningsartilleristerne exercerede i skandserne, hvor de også havde deres faste kvarteer i de kaserner, som der bleve byggede til dem; alle andre soldater lå i kvarterer rundtomkring på hele øen, undertiden kunde der ligge 10 mand og derover i en bondegård. Kompagnierne skiftede ofte plads, så soldaterne knap vare blevne rigtig kjendte

16) med folkene, hvor de lå i kvarteer, førend de måtte flytte. De gamle ”pigmænd” dermod kunde blive boende i deres hjem; de benyttedes nemlig kun til telegraftjeneste eller til kystvagter i nærheden af deres hjem; de kommanderedes af daværende forpagter Bille på Bisgård, og skjøndt deres tjeneste var anstrengende nok, fik de dog intet vederlag herfor, hvorimod alle de andre Samsø-soldater fik lønning, nemlig infanteristerne 2 mk. 4 sk., og artilleriet og rytterne 2 mk. 9 sk. hver 5te dag, foruden et 8 pd.s brød. Brødene bleve leverede fra et bageri på Kleistrupgård. Øl kunde soldaterne få at kjøbe på Sannholm, hvor den daværende forpagter, som for øvrigt også var præst i Koldby (senere provst Hammer i Besser) havde sat et ølbryggeri i gang. Hvad de fredelige sysler angik, da måtte det i den tid gå med dem, som det bedst kunde, mange steder måtte fruentimmerne gjøre markarbejdet, thi vel lå der stadig soldater i kvarteer rundt omkring i bøndergårdene, men når disse, foruden at pudse og exercere, skulde hver 3die døgn gjøre 24 timers vagttjeneste, så blev der ikke stor tid tilovers til at hjælpe deres kvarteerværter. Da vagter, der vare at gjøre, vare dels rundtomkring på øen udenfor vagtstuer og officerernes bopæle dels ved krudttårnet (våbenhuset i Onsbjerg Kirke) og artilleriparken (ved Tranebjerg kirkegård), men navnlig ved den østlige kyst i løbegravene imellem de derværende skandser, thi det var især østkysten, og da navnlig havnen ved Langøre og rheden i Kyholmsund, som man var bange for at engelskmanden skulde bemægtige sig. På den vestlige side af øen var der derimod ingen vagter af (meget mærkeligt skift!)

17) trådte hen til Lars, i hvis frakkekrave han tog fat med højre hånd.

Lars svarede intet. Der foer en gysen igjennem ham ved at føle sig berørt at dette uhyggelige væsen, men ikke en muskel fortrak sig i hans ansigt. Han så sin modstander stift ind i øjnene og greb med den højre hånd fat i hans skindpels, medens han slyngede den venstre arm om den søjle, der fra den gammeldags bilæggerovn gik op til loftet.

”Ved du, det er mig, de kalde Røde-Rasmus?” gjentog nu denne og tog i det samme et ryk i Lars, uden at dog hverken denne eller søjlen gav efter denne gang. Til gjengæld tog Lars et sådant tag i Rasmus, at denne sejlede til siden og kastede det højre ben i vejret, men ved et behændigt hop blev han dog stående. Men nu blev han vred for alvor; han tog med begge hænder fat på Lars og rykkede så voldsomt i ham, at søjlen gik i stykker, og begge de kjæmpende styrtede ud på gulvet. De sloge nu armene omkring hinanden og en kamp begyndte, der for Lars’ vedkommende var en kamp på liv og død.

Bevægelsen skete så hurtig, at man ikke kunde si, til hvilken side, sejren hældede, førend de styrtede om på gulvet. Lars lå ovenpå, men den anden holdt så fast på ham, at han ikke kunde røre sig af stedet, og først efter nogen tids anstrengelser, der bragte sveden til at perle ham på panden, lykkedes det ham at frigjøre sig. Han lagde det ene knæ på brystet at sin modstander og holdt ham således, at han ikke kunde røre sig af stedet.

18) Konen, der hidtil ligegyldig havde betragtet kampen, rimeligvis fordi hun mente, at manden vilde blive den sejrende, løb nu fortvivlet om på gulvet.

”Ak, Gud bedre mig! Gud bedre mig!” skreg hun. ”Rasmus! Rasmus! Du har i så mange år sørget for mig – hvad skal nu blive af mig stakkel. Ak, ja, ja!”

Denne klage rørte øjeblikkelig Lars.

”Ja”, sagde han, ”dersom du vil love mig, at du vil opgive den håndtering, som du nu driver, og ernære dig på samme måde som andre skikkelige folk, så vil jeg lade dig være”.

”Ja, du , din rævepels”, skreg konen, hvis forbitrelse på Lars først rigtig vågnede, da hun hørte hans stemme og ved det sidste ord, hun sagde, fik hun pludseligt et indfald. Hun greb den sammenlagte rævebælg, foldede den ud og klaskede den med den våde side indad henimod Lars, hvem den ramte på hovedet. Han kastede den tilbage på kjærlignen således, at hun tumlede hen ad gulvet, men han slap også med det samme sit tag på Rasmus.

Denne sprang i vejret, trak den store kniv ud af næven og stillede sig i forsvarsstilling op mod væggen.

”Hør. Rasmus”, sagde Lars, ”jeg synes dog, at du skulde lade den håndtering fare og ernære dig på en anden måde”.

”På hvad måde skulde jeg ernære mig?” spurgte denne bittert; ”alle folk hade og afsky mig som en djævel”.

”Å jo, det lod sig vel gjøre”, mente Lars.

19) Der blev et øjebliks taushed, og da ingen af de tilstedeværende syntes at vilde bryde den, forlod Lars huset med sin pibe i hånden.

Da han var kommen udenfor, fortrød det ham næsten, at han ikke havde tvunget Røde-Rasmus. En sådan gjerning vilde have gjort hans navn bekjendt over hele egnen; den sidste tids fortrædeligheder vilde være bilagte, og der vilde ikke have være noget i vejen for, at han og Karen havde kunnet få hinanden. Nu syntes han dog ikke, at han vilde gå ind igjen. ”Og”, tænkte han, ”hvis jeg nu har bragt ham til at holde op med krybskytteriet, så har det jo havt sin virkning; når han derimod vedblev med dette, så har jeg jo stedse et påskud til at pågribe ham”. Efter at han havde fattet denne beslutning, forlod han huset og gik atter ind i skoven og hen til træet, lagde sig til at sove derinde og sov roligt og uforstyrret til højt op på dagen.

Den næste morgen sad Karen atter ene inde i stuen og spandt, men arbejdet vilde ikke gå rigtig fra hånden i dag. En gang imellem gik det rent i stå, og Karen faldt i tanker.

Johannes havde den dag fornyet sit frieri, og hans Villumsen havde ikke ganske utvetydigt lagt for dagen, at her var intet at betænke sig på. Herremanden havde været ude hos Hans Villumsen, og det var bestemt, at der skulde holdes en klapjagt om 8 dage.

De havde talt om, hvor Smede-Lars vel kunde være, og det var tydeligt at mærke, at de vare urolige for, at der skulde være sket en ulykke med ham, skjøndt ingen af dem vilde lade sig mærke med noget. Karen var dog

20) mest urolig for ham, og vel hundrede gange løb hun fra rokken hen til vinduerne uden dog at kunne opdage noget. Men som hun nu sad og var nær ved at opgive håbet, gik døren pludselig op, og Lars trådte ind. Hå, hvor Karen blev glad! Hun fløj ham om halsen og gav ham en halv snes kys, derpå satte de sig hen på bænken og fortalte hinanden alt, hvad der var sket, siden såes.

Karen blev både forskrækket og forbauset, da hun hørte om Lars’ kamp med Røde-Rasmus, men kunde dog ikke lade være at le, da hun hørte hvorledes konen havde hjulpet sin mand med rævebælgen. Da Lars hørte om Johannes’ frieri, han han igjen Karen at være standhaftig og se at få bestemmelsen opsat så længe som muligt, da han bestandigt nærede den tro, at det nok blev godt igjen.

Hvad der godtede ham mest var, at man havde begyndt at nære frygt for hans skjæbne, og han besluttede at lade folk være i uvished om den i nogen tid, en beslutning, som Karen billigede. Da alting var fortalt og drøftet sagde Lars:

”Hør, Karen giv mig noget mad, for jeg er voldsom sulten”.

Pigen satte mad på bordet og pakkede tillige en god madpose til ham, som han skulde have med. Først henimod aften, da man begyndte at vente Hans Villumsen hjem, forlod Lars huset.

Johannes trængte bestandig hårdere og hårdere ind på pigen for at få hende til at sige ja, medens faderen både bad og truede hende til at glemme Lars og (meget mærkeligt skift!)

21)

Vi samles igjen

ædle Christen Overgård!

hvis kjærlighed til fædrelandet var

ligeså høit indpræget i det hulde

hjerte, som ømhed i ægteskab og

bestandighed i venskab. Uopfordret

vilde du hævde din stands ære, men

blev et uskyldigt offer for fjendtlig

niddingsfærd.

Dog Gud lønner

og dine efterlevende skjønner

din dåd.

Fred med din aske.

Født den 28. februar 1777.

Død den 8. juli 1810.

Oline

Om denne Christen Overgård berettes af endnu levende folk, at han var dansk kaperkapitajn og boede på Sejerø, hvorfra han i sit fartøj gjorde jagt efter engelske koffardiskibe i beltet imellem Samsø, Refsnæs og Kyholm, og på en sådan jagt var det, at han tilligemed flere mænd, der vare ham behjælpelig, med villie blev sejlet i sænk af et engelsk krigsskib, uagtet han havde overgivet sig. Hans lig drev i land på Samsø ved Sildeballen, lige ud for Holmegård og blev funden af en fisker, der drog sit garn.

Dette skete 1810 og blev hans lig, som ovennævnte marmortavle udviser, begravet på Besser kirkegård, hvor hans kone lod tavlen indmure over graven. Om

22) Overgårds familie vides kun, at en søn af ham er død for få år siden som distrikstlæge i Hobro, og at denne årlig har betalt for vedligeholdelsen af sin faders gravsted (J. S.).

Jens Fausing

I begyndelsen af dette århundrede lå der i Agerup by i nuværende M.P. Friers have et hus, som for længst er nedrevet. Dette hus beboedes af en ældre pige ved navn Sara, som boede her ganske alene, og som i det hele taget førte et meget afsondret liv; kun den nærliggende gård gik hun jævnlig over til, når hun manglede et eller andet, men ellers kom hun ingen steder, ligesålidt som der kom nogen til hende, og skete det engang imellem, at hun gik bort fra sit hjem, da valgte hun altid aftenen til sine udflugter, så det lader til, at hun har været af den slags mennesker, der almindeligvis benævnes ”folkesky”. For øvrigt var hun flittig og sparsommelig, hvorfor hun også i almindelighed var anset for at have en del skillinger på kistebunden. I flere år havde hun benyttet en husmand i Østerby til at hjælpe sig med et eller andet arbejde, som hun ikke selv kunde udføre, såsom vedligeholdelsen af hendes hus, og havde hun da også i efter året 1810 truffet aftale med den nævnte husmand, at han på en bestemt dag skulde komme og udføre et arbejde for hende, men da det var i krigens tid, da alle samsingere vare soldater, så blev han, der gjorde tjeneste som artillerist, tilsagt at møde på vagt netop den dag, da han havde lovet

23) Sara at komme til hende. Husmandens kone havde den dag et ærinde til Alstrup, og da hun gik hjem herfra, besluttede hun, da hun gik forbi Agerup, at gå ind til Sara, forat sige hende grunden til hendes mands udeblivelse. Da døren var aflåset, bankede hun på, men hvor meget hun end bankede, kom der ingen Sara og lukkede op, og da det forekom hende besynderligt, kiggede hun ind ad vinduet, og så hun da Sara ligge bøjet over ildstedet og med blodigt hoved. Konen løb nu i en skrækkelig angst over i gården og fortalte, hvad hun havde set, hvorefter der kom folk til, som brækkede døren op, og fandtes den ulykkelige pige da liggende på skorstenen aldeles kold og livløs og med 5 knivsår i hovedet. Sagen blev øjeblikkelig meldt for birkedommeren, der også strax kom tilstede og tog liget i øjesyn, men for øvrigt fandtes der intet spor, der kunde lede til opdagelse af gjerningsmanden, med undtagelse af, at der om ligets hals lå en ildtang, der var krumbøjet og så ud til at være bleven benyttet til at brydes med, hvoraf man skjønnede, at Sara muligvis med dette våben havde forsøgt at forsvare sig mod morderen. Naboerne, der strax bleve tagne i forhør, udsagde, at de den foregående dag ikke havde set noget til ’Sara, derimod var der nogle, der aften forud igjen havde set lys hos hende, og havde de da også antaget, at der var nogen hos hende, men hvem det havde været, vidste de ikke. Rygtet om denne skrækkelige begivenhed udbredte sig snart over hele øen, og som naturligt var, tabte folk sig i gisninger, om hvem morderen dog kunde være. Ved at

24) tale derom, kom nogle folk i Besser i tanker om, at de den foregående dag havde set en soldat med blod på hans benklæder, og da denne soldat tillige var bleven set i besiddelse af mistænkelig mange penge, blev der gjort anmeldelse herom til øvrigheden, som strax foranstaltede soldaten anholdt og transporteret til en vagtstue i Onsbjerg for at underkastes nærmere forhør. Soldatens navn var Jens Fausing; han var født i Landsbyen Fausing ved Århus og var, efterat have gjennemgået rekrutskolen ved daværende fyenske infanteriregiment i Fredericia bleven udkommanderet til at gjøre tjeneste på Kyholm, hvortil han var ankommen 1805; han havde således ligget 5 år på Kyholm, og var derfor godt kjendt på Samsø, hvorhen såvel han, som de andre soldater, der lå på Kyholm, ofte kom. Jens Fausing havde i sin soldatertid ikke gjort sig skyldig i nogen større forseelse, forfalden til drik var han heller ikke, og dog alligevel skyede hans kammerater ham, ligesom folk, der engang havde talt med ham, helst undgik ham på grund af hans skumle udseende og væsen. Jens Fausing blev taget i forhør; han måtte indrømme, at han tilligemed nogle kammerater havde havt orlov fra tjenesten på Kyholm og var taget over til Samsø med en båd, som havde sat dem iland på Besser Rev; da han tilligemed sine kammerater om eftermiddagen vilde sejle tilbage igjen, havde der imidlertid rejst sig en storm, så det var umuligt at komme til søes, der var da ikke andet for soldaterne at gjøre, end at gå til Besser for at få nattekvarter.

25) Jens Fausing fulgtes med sine kammerater ad Besser til, men da de kom i nærheden af byen gik han fra dem under påskud af, at han vilde til Østerby og søge nattekvarter, eftersom han ingen kjendte i Besser. Det blev også under forhøret oplyst, at han virkelig havde været i Østerby i den gård, som Jørgen Sørensen nu ejer, og havde bedt om at måtte ligge der om natten , hvilket imidlertid blev ham nægtet, da der ikke var andre hjemme i gården end konen, og da denne var bange for Jens Fausing, havde hun befalet ham at gå sin vej. Dette var passeret lidt efter det var blevet mørkt, og fra nu af var den ingen, der havde set noget til Jens Fausing, førend næste dags formiddag, da han kom ind på et værtshus i Besser hvor hans kammerater sade og spillede kort. da han trådte ind af døren, sagde en af soldaterne til ham: ”Nej, hvor du er blodig på dine buxer”. Jens Fausin skyndte sig da ud af huset og løb ud i en nærliggende møddingpøl, hvor han vadskede blodet af sine klæder, og da han lidt efter kom ind igjen, fortalte han, at hans næse var sprungen op at bløde på vejen, og at det var deraf, han var bleven blodig. Dette var omtrent alt, hvad der af andre folk kunde oplyses om Jens Fausings færd på den dag, da mordet blev begået, men da han, som ellers aldrig havde penge, havde vist sig meget flot faldt alle folks mistanke på ham, såmeget desto mere som det påstodes, at han skulde have været kjæreste med den myrdede pige. Hvorledes han klarede for sig i forhøret vides nu ikke mere, men han vedblev i lang tid at fralægge sig skylden, indtil

26) det endelig lykkedes en forhørsdommer fra Kjøbenhavn at få ham til at bekjende, at han virkelig havde myrdet Sara med en kniv og derpå taget hendes penge, men for øvrigt kjendes ikke de nærmere omstændigheder ved mordet. Efterat han havde bekjendt, angav han at have en medskyldig i sin forbrydelse, nemlig en soldat af Samsø-landeværnet ved navn Niels Flink, der blev arresteret, men strax efter frigivet, da hans uskyldighed blev tilstrækkeligt oplyst. Jens Fausings dom lød på at halshugges og lægges på stejle samt at hans hoved skulde sættes på en stage. Den 14de juli 1811 blev bestemt til henrettelsen, og fra den tidlige morgenstund strømmede folk til Onsbjerg, hvor han sad arresteret i det hus, som nu skomager Clemmensen beboer. Omringet af en talrig vagt af husarer og infanterister gik Jens Fausing sin sidste vandring ud ad Sælvig til, hvor der på en banke lige ved Jens Hjulmands gård var oprejst et skafot. Han skal have gået strunk og oprejst og været ved godt mod, dog gav det et sæt i ham, da han kom så tæt til retterstedet, at han kunde se de uhyggelige redskaber, som skulde gjøre ende på hans liv, han fattede sig imidlertid strax og efter at have taget sin hue af og kastet den langt bort, gik han med faste skridt hen til retterstedet. Efter at provst Hammer fra Besser havde holdt en tale til ham, lagde han sit hoved på blokken, i hvilken stilling provsten læste fadervor over ham, og ved ”Ske din vilje” gjorde skarpretterens sværd ende på Jens Fausings liv. Banken, hvor han blev henrettet hedder endnu den dag i dag ”Fausingbanken” (Efter mundtlige meddelelser).

27)

Historiske notitser om Samsø

Uddrag af Werlaufs Beskrivelse af Samsø ved H.L.

1. Beskrivelse af Samsø.

1693 blev Samsø ophøjet til et grevskab for Griffenfeldt. I denne anledning skrev Kingo ”Samsø korte beskrivelse” på vers. Resen udgav som prøve på sit danske atlas en beskrivelse over øen Samsø. Thura har skrevet: ”Omstændelig og tilforladelig beskrivelse af øen Samsø og de derunder hørende småøer”. Desuden omtales Samsø i Pontoppidans Atlas og Hofmanns Fundatser.

2. Samsø’s ældste fysiske beskaffenhed.

På den sydlige del af øen har havet på flere steder gået dybere ind i landet, end det nu hjør. Thura beviser, at der har været sejlads op til gamle Brattingsborg ved Tranebjerg. – I Tranebjerg Mose har man fundet et skibsanker. – På den nordlige del af øen synes havet derimod at have borttaget land. Flere af de holme, der ligge øst for Samsø, have vistnok været landfaste med øen.

Med hensyn til navnets oprindelse er man uenig.

28) Werlauf mener, at det er kalds således efter en mand, som har heddet Sam. – Måske kommer det af et gammelt ord, som der betyder sumpet.

Samsø var i den ældste tid vistnok ganske skovbevoxet.

3. Samsø’s ældste tid.

Anders Sørensen Wedel siger om Samsø: ”Sandt og vist er det, at der haver levet mærkeligt og stærkt folk på Samsø og på de andre omliggende øer, som klarligen kan ses af allehånde fodspor”. I Regner Lodbrogs Saga fortælles, at en dansk ved navn Øgmund landede på Samsø i Munarsvog, og at han der i skoven forefandt et mandsbillede af træ, 40 alen højt og mosgroet, som i en sang fortalte, at Regner Lodbrogs sønner havde sat det der for at få lykke på deres tog. Hjalmar og Øvarods kamp med Angantyr og hans 11 brødre omtales i to islandske sagaer og hos Saxo. I de islandske sagaer omtaales to havne på øen, nemlig Munarsvog og Unarsvog. Munarsvog lå rimeligvis syd på øen og betyder yndig bugt. Stedet for kampen imellem Øvarod og Hjalmar imod Angantyr og hans 11 brødre kan vistnok ikke påvises. Man har søgt at vise deres gravhøje både nord på øen og syd på, men de høje, som der findes ere gravhøje fra stenalderen.

Wedel, Thura og Torsæus have søgt efter steder.

29)

4. Samsø’s historiske tid.

Samsø skiftede i den ældre tid ofte herrer. Det blev ofte givet til lehn og pantsat af danske konger. Christoffer den 1ste pantsatte Samsø og Endelave til hertug Albert af Brunsvig. Senere siges det, at Valdemar den 2dens søn, hertug Knud (død 1261) havde Sønderhalland og Samsø. I et af Erik Klipping den 15de marts 1287 udstedt brev siges, at Albert af Brunsvig og kong Erik Klipping havde besluttet, at Albert skulde give sin datter til den af kongens sønner, som blev konge, og at hun i medgivt skulde have Samsø m.m. Her der vildrede i Samsø’s historie. Hertug Knuds søn, Erik, (død 1304) har havt Samsø. Men på samme tid hedder det fra andre sider, at Erik Menved forlehnede sin broder Christoffer med Samsø. Sandheden er vistnok, at Christoffer 1307 fik Samsø. Da Christoffer den 2den blev konge forlehnede han Knud Porse med Sønderhalland, Samsø og Holbæk, dog vides ikke vist, når dette skete, men han har havt Samsø 1321. Efter Knud Porses død beholdt hans enke, Ingeborg, Samsø. Valdemar Atterdag har rimeligvis senere tvunget Ingeborg til at afstå Samsø, men har senere måttet pantsætte det, thi 1407 indløste dronning Margrethe det.

5. Mærkelige tildragelser på Samsø.

År 1047 da Magnus den Gode var død og hans lig skulde føres til Norge løb skibet, der førte hans lig ind

30 i en havn på Samsø, hvor kongen havde pleiet at løbe ind. (Efter Thuras mening har denne havn ligget ved det nuværende Dalebæk.) Der skete da det mirakel, at en blind mand, der havde plejet at få almisse af kongen, fik sit syn. 1180 var Valdemar den 1ste på Samsø for at jage, og stævnede Absalon derhen. 1186 holdt Knud den 6te herredag på Samsø. 1215 holdt Valdemar den 2den herredag på Samsø. 1287 havde Marsk Stig og hans sammensvorne oplag af proviant på Samsø. 1288 lod Marsk Stig Samsø plyndre og Brattingsborg nedbryde. 3 byer i Nordby sogn, Kongsbølle, Sæby og Glistrup, bleve i et af årene 1360 – 70 ødelagte af lybækkerne.

6. Samsø’s statistik.

I den ældste tid hørte Samsø i gejstlig henseende under Århus biskopstol og i verdslig til Åbo syssel, et af de sysler, hvori Jylland var delt. Når Samsø i verdslig henseende kom under Kallundborg amt vides ikke vist, dog var det vistnok således 1424. Christian den 1stes dronning fik Samsø til livseje, og Christian den 2den fik det til lehn, da han efter sit lange fængsel på Sønderborg Slot blev anvist bolig i Kallundborg Slot. Samsø havde på denne tid sit eget landsting. Når dette ophørte vides ikke. 1445 nævnes en Jes Nielsen som landsfoged (som var præsident ved thingene). Samsø nævnes blandt de øer, som under Valdemarerne hørte til kongernes vildtbane. Af vilde dyr her på

31 denne tid dådyr, rådyr og marth (mår eller væsel).

7. Slotte på Samsø.

Der nævnes 4 borge: Brattingsborg, Visborg, Hjortholmhuus og Blaffersholm.

a) Brattingsborg. En borg af dette navn omtales ofte i kjæmpeviserne af fantastisk indhold og Werlauf tvivler om, at der på Samsø har været en borg af dette navn, hvilket dog nok ikke kan betvivles. Hvitfeld siger: ”År 1288 lod Marsk Stig plyndre Samsø og bryde Brattingsborg der sammesteds”.

b) Visborg. Visborg lå ½ mil sydvest for Koldby ved havet. Navnet kommer måske af det oldnordiske ”ve”, som betyder helligdom. Vi vide ligesålidt om dette slot, når det er opført, som om Brattingsborg. Vedel og Thura mene, at Visborg var det slot, som Absalon lod opføre på en af småøerne til værn imod sørøverne, medens man ellers i almindelighed mener, at dette er Kjøbenhavns Slot. Resen siger, at en adelig frue havde det til lehn. Det blev belejret af lybækkerne, men da kom den danske konge til undsætning og frelste slottet. Thura fortæller et sagn om en næskonge på Visborg, der stod i forbindelse med en anden konge i Kongsbølle i Nordby. Man ved ikke vist, når slottet blev ødelagt, men man ved med vished, at det var til i året 1370, og at Henrik von der Osten da var høvidsmand

32 på slottet. Rimeligvis er slottet i det 14de århundrede bleven ødelagt af Venderne.

c) Hjortholmhus. Om denne borg have vi kun meget tarvelige efterretninger. I Vedels tid (død 1616) såes kun voldene og gravene. I Kingos (død 1703) beskrivelse af Samsø hedder det: ”Tidens tand har ædt og jævnet det just med det flade land”.

d) Blaffersholm. Om dette vide vi heller intet af betydning. Thura skriver: ”Øst for Ny-Brattingsborg er en mose, som har været en dyb sø. I denne ligger en lille holm, om hvilken ses to dobbelte grave og volde. Holmen er 30 alen i kvadrat. Der skal have stået et hus eller slot, hvor en jomfru har boet. På øen er en kjæmpegrav”.

9. Samsingernes tilnavne for 200 år siden (ved L.J.)

Medens nu de allerfleste mænd herpå Samsø foruden deres familienavne også have et tilnavn eller stamnavn, så har det ikke været tilfældet i tidligere tid, hvilket kan ses af en fortegnelse over alle gårdmænd på Samsø i året 1661, som findes på et dokument, hvorved Samsø overdrages til ridder Joachim Gerdsdorf til erstatning for nogle godser i Skåne, som denne havde måtte afstå til den svenske regjering efter freden i Roskilde. Af de på denne fortegnelse nævnte 325 gårdmænd på Samsø have kun 30 et tilnavn foruden deres familienavn, nemlig i Koldby 1 Smed, 1 Snedker, 1 Blok; i Permelille 1 Snedker; i Besser 1 Hoch (måske en tydsker, imidlertid kan det godt være, at manden er en indfødt samsinger, så navnets fremmedartede udseende hidrører blot fra den på den tid gængse tydske maner at stave navne på; det kan endogså være, at de endnu her på øen levende personer med navnet Høj nedstamme enten fra denne Hoch eller en i Brundny boende mand med samme navn); i Tranebjerg 1 Smed; i Brundby 3 Øster, 2 Vest, 1 Smed og 1 Hoch; i Ørby 1 Smed og 1 Snedker; i Mårup i Degn, 1 Smed, 1 Nør; i Nordby 4 Svensk, 1 Sønder, 1 Havkrog, 2 Smed, 1 Bachmand, 1 Møller, 2 Thunbo, 1 Nør, 1 Færgemand, 2 Suder. Endvidere er der på Vadstrup nævnt en Magnus Wegen; men han er efter navnet at dømme ingen samsinger og har måske været udenfor bondestanden”.

På den ved optegnelsen af dette benyttede liste findes Agerup og Østerby ikke opført, da disse byer som mensalgods vare underlagte Århus bispestol og altså ikke kunde mageskiftes af kongen.

10. Lidt om ejerne af Samsø i den nyere tid (efter meddelelse af L.J.)

Efterat Samsø land således var afhændet til Joachim Gerdsdorff, blev det kun 13 år i denne families besiddelse, da Gersdorffs svigersøn, kammerherre og general Jørgen Bjelke, i året 1674 solgte godset til vor store statsminister Griffenfeldt. Da denne imidlertid styrtedes i året 1676, bleve hans godser konfiskerede og

34 vare nu inddragne under kronen, indtil grevinde Sofie Amalie Moth kort efter blev lehnsgrevinde af Samsø.

Endnu i mands minde har der været en indskrift på en væg af Tranebjerg kirke over ovennævnte Jørgen Bjelke; men nu er den overkalket. Han var i øvrigt øverste befalingsmand i Norge under den svenske krig og udviste stor tapperhed og feltherredygtighed, navnlig da han i året 1659 tog Uddevalla i Bohuslen tilbage.

Om provstegårdens flytning (Efter meddelelse af samme).

Provstegården var før på Bisgård; men da den daværende ejer af Samsø ønskede Bisgård lagt til sine godser, skal han have udvirket, at provst Peder Krogh (født i Århus 1654, død i Throndhjem 1731) blev udnævnt til biskop i Throndhjem, mod at denne så igjen hjalp til med at flytte provstegården til Besser. Barfod skildrer biskop Krog som en mægtig og indflydelsesrig personlighed; men en styg plet på hans levnet bliver det altid, at han i Throndhjem var en plageånd for den fangne Griffenfeldt. Han var så lærd, at han digtede vers i 9 sprog.

(Hermed agte vi foreløbig at gjøre en standsning i meddelelsen af historie og sagn fra Samsø; måske der kan tages fat til vinter igjen, når der bliver bedre tid til at fortælle; men indtil den tid vil udgiveren optage mindre fortællinger af vore folkelige forfattere i bladets feuilleton).