Løse Blade fra Samsø

Af ?. ?. Schack

Med seks Billeder.

(Billede af gadeparti i Tranebjerg)

Det var en forrygende Snestorm. En af disse Snestorme i Marts, hvor det er, som vil Vinteren tage et dygtigt Tag, inden den erklærer sig for overvunden. Jeg var på vej til Samsø, - ”en Ø midt i Kattegat”, - det var omtrent alt, hvad jeg vidste om Øen.

   Jeg sejlede fra København Kl. 6 om Eftermiddagen med ungt og frejdigt Mod, skønt det jo rigtignok kneb ved Afskeden, da jeg for første Gang skulde forlade mit Hjem. Det blæste haardt, men da jeg endnu aldrig havde været søsyg, mente jeg, at det kunde blive en frisk Tur. Den længste Tid ville jeg jo hvile i Søvnens Arme og næste Morgen Klokken 4 vilde jeg lande ved ”Ballen”, Øens østlige Anløbsplads. Men det skulde blive en længere Tur, end jeg havde tænkt mig. Med Mørkets komme tog Stormen til, Sneen kom jagende som Millioner Sandskorn, Blæsten rev og sled i min Kaabe for om muligt at krænge den af mig og Bølgerne væltede med Larm ind imod Skibets Sider og sprøjtede skummende over Dækket , saa det snart blev umuligt at opholde sig der uden Olietøj og Sydvest – hvad jeg jo ikke havde tænkt paa at medbringe. Langsomt arbejdede den lille, daarlige Damper sig op imod Bølger, Storm og Sne. Alt var graat i graat, eller snarere sort i sort. Det var til sidst ikke andet for mig at gøre end at krybe ned i Kahytten og gå til Køjs. Længe laa jeg og lyttede til Stormens hylen i Rigningen og Bølgernes plaskende Slag hen over dækket og min Indbildningskraft udmalede mig Rædsels-Optrin fra Skibbrud og Undergang, Oversejling og Død i Bølgerne. Mine Øjne maa dog have lukket sig og jeg være falden i Søvn ved Skibets evige Slingren.

   Jeg havde vel sovet til henimod Midnat, - da vækkedes jeg brat ved et Stød. Jeg hørte Folk løbe hen over dækket, Raab, Raslen af Jernkættinger, - saa blev alt stille, Skibet laa og rullede , Maskinen tav. En underlig Uhygge, en uforklarlig Angst greb mig. Var der sket en Ulykke? Eller var vi ved Samsø? Der var ingen andre Rejsende til denne Ø end jeg.

Jeg kaldte: Hvad er der i vejen, Jomfru?

Intet Svar, uden et Hyl gennem Tovene.

Jeg raabte højere: Er der nogen?

Dyb Stilhed. Da foer jeg op, Lyset var slukket i Kahytten, alt var bælgmørkt. Jeg fik fat i mit Tøj, tog det ilsomt paa, famlede mig frem op ad Kahytstrappen, ud ad døren. Med et Brag fløj den i bag mig. Nu stod jeg paa det glatte, pjaskvaade Dæk, Stormen tog fat i mig, Sneen piftede mig lige i Ansigtet. Jeg greb for mig for ikke at falde. Skibet laa stille, rullede fra den ene Side til den anden, men alt var dødstille . Havde det faaet en Læk? Var Mandskabet gaaet fra Borde og havde glemt mig?

   Frygten øgede min Handlekraft. Jeg måtte undersøge Skibet fra den ene Ende til den anden for om muligt at finde et Menneske og faa forklaring. Jeg famlede mig videre frem i Mørket, Skridt for Skridt for ikke at falde i Snesjappet, den ene Haand holdt jeg for Øjnene, den anden strakte jeg ud for at føle, hvor jeg var. Min Fod stødte imod en Trappe og nu fik min Haand fat i et Tov. Ja, nu huskede jeg det, der gik et smalt Bræt fra Agterdækket over til Kommando-Broen. Der måtte jeg over, der var jo ogsaa Rygesalonen og Kaptajnens Kahyt. Forsigtigt steg jeg op, gik langsomt over det smalle Bræt – og var nær styrtet ned af Skræk, da en Stemme fra Mørket tordnede mig i Møde: ”Hvem der?”

   En Blændlygte vendte imod mig, og i Skæret af den saa jeg en firskaaren Sømand i gult Olietøj og Sydvest. Havde han vidst, hvor Synet af ham virkede velgørende på mig, hvor ligefrem henrykt jeg blev ved at se ham, - et levende Menneske – i denne uhyggelige Nat, hvor jeg havde begyndt at tro mig forladt af alle – havde han vidst alt det, saa havde han ikke set saa bistert paa mig.

”Jeg maatte ud af Kahytten og se, hvad der var i vejen,” stammede jeg, ”Jomfruen var der vist ikke og jeg blev bange - - ligger vi stille?”

”I saadan et Hundevejr sejler man ikke”, brummede han, ”men De skulle gaa ned igen, hvad vil De på Dækket om Natten? Det er inte noget at gøre for en bitte Frøken!”. Han var klaret op. Han har formodentlig fundet det humoristisk, at en ung, københavnsk Dame ved Nattetid stavrede om på dækket i et saa forrygende vejr, naar hun kunde ligge lunt i Køjen og sove.

”Mange Tak skal De have”! sagde lidt flov, men tog saa atter mod til mig: ”Hvor ligger vi? Er vi snart ved Samsø?”

   Han lo lunt og stille:”Det varer nok noget, inden vi er der! Vi ligger lige udenfor Helsingør Havn.”

Det var dog forfærdeligt. Ikke længere end Helsingør! Og det forekom mig, at det var Dage siden jeg havde forladt mit Hjem og mine kære. Hvad var det ogsaa for en underlig Ide, der have faaet mig til at ”tage ud i Verden” , eller rettere i Ensomheden.

                      Min Sjæl var træt af Byens Færd,

                      Længtes mod det, der var mere værd

                      bort fra tomme Glæder –

                      ud til ensomme Steder.

   Saadanne Stemninger havde bragt mig til den Beslutning at tage mod en Lærerinde-Plads paa Samsø. Fortrød jeg det allerede? Ja. Jeg skyndte mig med at byde Sømanden ”God Nat”, - jeg følte, at nu kom Gråden. Han lyste med Lygten til jeg havde naaet  Kabysdøren , ringede paa Jomfruen, der havde været nede i Kabyssen og faaet noget Mad, og ved hendes Hjælp krøb jeg så atter i Køjen og græd mig i Søvn.

   Jeg vaagnede ved Larmen af Maskinen. Det var Morgen. Vi sejlede igen. Samme Storm, samme Stød, samme Slingren. Jeg måtte holde mig fast for ikke at falde ud af Køjen. Jeg følte mig syg – mon ikke den friske Luft kunde hjælpe? Atter kom jeg op paa Dækket. Lige inden for Kabyssen fik jeg en Stol og blev pakket godt ind. Vi var lige ud for ”Kullen”, smukt var det, men bidende koldt. Det havde holdt op at sne; men store og tunge jog Skyerne afsted , og Skumtoppene skinnede hvide langt ud over Havet, saa langt Øjet naaede. Først syntes jeg, det friskede at se ud over Bølgerne. Men saa kom Søsygen, for første Gang i mit Liv, med al sin Vånde, og til sidst var jeg nær ved at tabe Bevidstheden.

   Saa kom Kaptajnen og beordrede mig til Køjs – jeg skulle nok blive purret, naar vi var ved Samsø, det ville blive sent paa Dagen. Viljeløs blev jeg ledet ned, fik lidt varmt og laa saa i en Evighed, syntes jeg. Endelig – endelig blev der kaldt paa mig.

”Hvad er Klokken? Er vi her nu?”

”Ja, nu er vi der snart. Kl. er 12, det er Nat” Men du godeste, skulde jeg lande på Samsø ved Midnatstid? I Bælgmørke ? Jeg vidste, at mit Bestemmelsessted, Lægeboligen, laa midt inde i Landet. Hvordan i Alverden skulde jeg komme derhen paa den tid af Døgnet?

Naa, der var Intet at betænke sig paa. I Land skulde jeg jo. Raab og højrøstet Tale lød ud fra Mørket. Det var Baaden, der kom ud efter mig. Folkene, der roede den, havde Lygter mellem Fødderne. De lyste op: - min Ven, Sømanden fra Snenatten, hjalp mig beredvillig, jeg kom ned i Baaden. Signal-Piben fra Damperen lød, Baaden stødte fra, og i det dybeste Mulm blev jeg roet ind til Samsø.

”Det har nok været en svær Tur?” sagde en.

Jeg stadfæstede det kraftig.

”Hvordan skal jeg komme til Tranebjerg i Nat?” spurgte jeg.

”Havnefogeden ved Besked!”

Jeg skimtede noget mørkt, der stak op af Vandet. Det maa formodentlig have været Bolværket omkring Havnen, thi et Øjeblik efter tørnede Baaden mod en Landgangsbro, hvorfra Lygter bevægede sig frem og tilbage.

”Er der en Dame med til Doktorens?” lød en høj Stemme ud fra Mørket.

Mit ”Ja!” blev overdøvet af Sømændenes Kor: ”Ja vel!”

”Vil De række mig Deres Haand!”

Jeg rakte Haanden ud i Mørket, og den blev grebet af en kraftig Mand, der mere halede end hjalp mig op paa Broen.

”Vil De saa være saa venlig at tage fat bag i min Frakke, saa skal jeg lodse Dem!”

Jeg var ikke det mindste oplagt til at le. Bagefter har jeg fundet denne Landstigning i høj Grad komisk. Jeg gjorde bogstavelig, hvad han forlangte. Hvorfor han ikke hellere tog mig under Armen, har jeg aldrig kunnet begribe; han maa formodentlig have haft noget at bære paa.

Uden et Ord mere vandrede vi saa i det sorteste Mørke opad, indtil Lyset fra et Hus skinnede os venlig i Møde.

   Foran en lille Dør standsede han: ”Ja, vil De saa gaa ind her, mens jeg sender Bud til Tranebjerg efter Vogn?” sagde han. ”Men der vil gaa et par Timer. Vognen har kørt frem og tilbage hele Dagen, første Gang var den her Kl. 4 i Morges. Det har da ogsaa være et væmmeligt Vejr!”

Han løftede Klinken. Lyset strømmede mig i Møde og blindede mig ganske, - en stram, ubehagelig Lugt slog imod mig, saa jeg igen fik ondt. Jeg følte mig meget ilde til Mode, ved i flere Timer at skulle opholde mig i den lille, lave, kvalme Stue.

   Men inden jeg igen tog bort, havde jeg faaet en levende Fornemmelse af disse gode Menneskers Gæstfrihed og var ganske opfyldt af Ønsket om at vise mig taknemmelig.

   En ung Kone, der altsaa for min Skyld havde givet Afkald paa sin Nattesøvn, kom mig venlig og deltagende i Møde, hjalp mig det vaade Tøj af, og da hun saa, hvor blev jeg var, og at jeg rystede af Kulde, sagde hun: ”Nej, hvor er De dog medtaget” Nu skal De da have en Kop varm The!”

Jeg kunde næsten ikke faa den Drik ned, som hun skænkede mig; det forekom mig at være surt Vand, der smagte af Fisk, - men godt gjorde dens Varme alligevel. Jeg begyndte igen at føle, at jeg levede  og overvandt mig til en samtale, og med Tak forærede jeg Konen et Pund Chokolade, som jeg havde med i min Rejsetaske, og en Flaske ægte Kølnervand, som ogsaa fandtes deri. Hvor der bagefter blev leet af mig, fordi jeg havde givet denne unge Fiskerkone ”ægte Kølnervand”! Ja, ja, det var i det Øjeblik det eneste , jeg havde, hvorved jeg kunde vise hende min Taknemmelighed for hendes kærlige Deltagelse.

   Endelig kom da Vognen, og jeg forlod mit første Husly på Samsø.

   To Timer efter var jeg installeret i mit ny Hjem, oppe paa ”mit Værelse”, hvor jeg nysgerrig og sørgmodig saa mig om, - indtil jeg for Alvor brast i Graad, - og – tror jeg – kaldte højt paa min Mo’r!

(Billede af Kongehøjen)

Den første Tid, jeg tilbragte på Øen, vil jeg forbigaa i Tavshed. Det faldt mig aldrig ind, at jeg vilde blive der i fire Aar. Et halvt Aars Ophold, syntes jeg, var det mindste, jeg for Skams Skyld maatte holde ud, men mere troede jeg ikke, jeg kunde. Men da det halve Aar næste var gaaet, mente jeg, at det dog nok var bedst at blive et helt.

   Men saa en skøn Dag standsede jeg paa engang ved den Tanke: Hvor her dog er dejligt! Og ved den Tanke var jeg naaet et Stykke rrem paa en ny Vej – og nye Udsigter vandt jeg herved. Saadan gaar det jo saa tit i Livet. Man vandrer og vandrer, ser lige ud eller nedad og opdager intet uden Ensformigheden. – saa – paa engang er der noget, der slaar ned i en – Blikket hæver sig, og en Skare nye Syner, nye Muligheder viser sig for den forundrede Tanke.

   Det hændte paa en af mine daglige, ensomme Spadsereture henimod Aften. Jeg var gaaet et godt Stykke fra Øens Hovedstad, Tranebjerg. Det er en stor Landsby med adskillige kønne Villaer i Udkanten, hvor Øens Embedsmænd bo. I en af dem var ogsaa Lægens Hjem.

   Jeg var kommen forbi Galgehøjen. Der laa den saa smuk og fredelig med de bølgende Kornmarker omkring. Kongehøjen hedder den nu. En rund Bænk staar paa dens Top omkring et kønt Mindesmærke, ”rejst af taknemmelige Bønder for Kong Frederik 7.”

   Højens Siden var iklædte det fineste Grønsvær, hvorfra de yndefulde smaa Blaa-Klokker og de store, straalende Præste-Kraver stod og nikkede i Vinden. For blæse, det gør det altid paa Samsø. Den friske Søvind jager hen over Øen, og store Flokke af skrigende Maager følge den. De skønne, hvide Fugle dale og stige over Marker og Plovfurer.

   Jeg gik forbi Kongehøjen, sprang over Grøften ind paa et Markskel. Mellem tusinde Smaablomster, og mens Viberne kredsede skrigende om mig og til Tider næsten berørte mit Hoved med deres Vinger, gik jeg rask ned imod en Dal for derfra at stige op på en temmelig betydelig Højde.

   Jeg maatte op at se ud, - langt, langt ud! ikke ”over de høje Fjælde”, men over de ”store Vande”, der skilte mig fra Livet derude i Verden, fra Hjemmet og fra - - - - ja, fra en til, der var rejst bort fra Danmark for at blive et Par Aar i Udlandet, men som havde taget mine Tanker med sig!

Paa den anden Side af Dalen ligger der en Højde, der minder om en Dyrekrop. Det er tre høje, der ere forundne, den midterste ligner en vældig Pukkel paa en Kamel. Højen hedder da ogsaa ”Dyret”. Det kostede Umag at komme op. Først op over en Græsmark, saa videre gennem sandet Jord med Lyng, Evigheds-Blomster og sparsomt Græs; endnu et Par Skridt opad, og jeg stod paa Trappen.

   Der laa Kattegat milevidt til alle Sider! Helt rundt kunde jeg se det mørkeblaa Baand slynge sig om Øen! Og lige for mig Jyllands Kyst, belyst af den nedgaaende Sols gyldenrøde Straaler!

Da var det, jeg udbrød: ”Hvor her er dejligt!” og Ordene sank ned i mit hjerte.

   Der er noget mærkelig betagende ved saaledes at være langt borte fra Mennesker, ene i et stort Stykke Natur. Man forstaar saa godt de gamle Sagn om ”bjergtagne” og ”ellefulde” Mennesker. Naturen virker som usynlige, levende Væsener, der trænger sig ind paa os, drager os, fanger os, - bort fra Livets daglige Færd, bort fra Samlivet med andre Mennesker. Her fandt jeg, hvad jeg havde længtes imod derovre i den store By:

                      Sjælen var træt af Byens Færd,

                      længtes mod det, der var mere værd,

                      higed mod stille Steder,

                      bort fra de tomme Glæder!

Her var det endelig, - den store Ensomhed, hvor man mødtes med sig selv – og Gud.

Jeg blev længe deroppe, - saa Solen synke dybere og dybere ned i Havet, - mærkede, at Aftendæmringen lagde sig over Land og Hav; - gik endnu ikke. Jeg sad og tænkte paa de mange Kristne, der i Tidernes Løb havde draget sig ud i Ensomheden for at finde sigl selv og Hensigten med deres Liv, - for at finde Gud. Jeg forstod det dybt og sandt hin Aftenstund.

   Fyrene, der tændtes, bragte mig tilbage til Nutiden og Virkeligheden. De blinkede og lyste rundt om mig. Fra Sydsiden af Samsø, fra Hjelm, fra Tunø. (Syv fyr vidste jeg senere, at jeg fra en vis Bakke kunde se hver Aften, og jeg gik op paa denne Bakke tit og mange Gange).

   Fra den Aften forstod jeg Øens Skønhed, fæstede ligesom Rod i dens Jord, og mit Øje og mit Sind var opladt for, hvad den havde at give. Og det blev ikke lidt. Den gav mig baade personlig Udvikling, Forstaaelse af andre Mennesker og historisk Glæde.

   Vi boede i Tranebjerg, lige ved Kirke-Bakken. Kirken med sit store, firkantede Taarn, med de takkede Gavle og Skydehullerne, laa og knejsede paa Bakken, omgiven af Træer.

(Billede af Tranebjerg Kirke med farver Lunds mølle og Dyret i baggrunden)

   Hvor var det kønt at se alle de festligklædte Bønder komme gaaende og kørende Søndag Morgen i store Skarer! Nogle skulde først ind i den hyggelige Præstegaard, andre til den modsatte Side, ind i det lange, lave, hvidkalkede Hus, hvor ”den gamle Farver” boede.

   Det var en mærkelig gammel mand! Som et mildt, glad Barn færdedes han i sit Farveri, mellem sine Venner og mellem sine Kunder; men Barnesindet hos ham var Frugten af en stor og levende Tro. Lige fra hans Ungdom havde den givet sig Udslag i Ønsket om at faa saa mange Mennesker som mulig til at forstaa, hvor lykkeligt det er at vide, at vi har en kærlig Fader i Himlen. Hans egen store Glæde var at være en Støtte for enhver, der trængte dertil, og hans Hjem var et Samlingssted for alle, der vilde komme, - Rige og Fattige, - uden Forskel.

   Jeg husker saa tydelig den første Gang, jeg saa ham. Hans Døtre havde gentagende Gange opfordret mig til at komme ind til dem. Jeg havde svært ved at overvinde mig til at gaa til disse fremmede Mennesker; jeg levede nu mit eget ensomme Liv i Naturen eller oppe paa mit Værelse. Endelig gik jeg da derind, og hele Familien modtog mig saa kærligt, at jeg blav ganske overvældet. Vi Københavnere er ikke vante til at vise fore Følelser, eller i det hele til at vise Venlighed paa en saa ligefrem Maade. Der er noget vist forbeholdent, køligt i vort Væsen, som kun nærmere Kendskab overvinder. Den gamle Mand med sit hjærtensgode, milde Blik, kom mig i Møde, rystede min Haand, som om han havde kendt mig længe og sagde: ”Guds Fred!” Da blev jeg blussende rød og følte mig baade glad og ydmyget.

   Søndagene blev til Festdage for mig. At sidde i den lyse, hvidkalkede Kirke og føle, at her var det en levende Menighed, der samledes, Mennesker, der sammen glædede sig ved at være fælles om det højeste i Livet, - det var noget ganske nyt for mig. Her sang ikke nogle betalte Mennesker oppe ved Orglet, her sang Menigheden selv, saa det rungede op under Kirkens Hvælvninger, og naar den gamle, hvidhaarede Præst stod på Prædikestolen, græd og smilede Tilhørerne, var saa fuldt og helt med.

   Og saa det, at man kunde sidde, hvor man vilde! Ingen lukkede Stole, ingen raslende Laase og Nøgler, - Et Billede fra København stod pludselig en Dag klart for mig. Det var en Formiddag i Frue Kirke. Jeg stod, - thi alle Stole var lukkede og tomme, - bag ved Digteren Chr. Richardt. Der kom flere og flere, Nøglerne støjede i Laasene og med Slag, der gav genlyd i hele Kirken, smældedes Dørene i igen. Digteren stod og saa op imod Thorvandsens Kristus: ”Kommer hid til mig alle I, som arbejde og ere besværede, - og jeg vil give Eder Hvile!” Hvor kunde man finde Hvilen og Stilheden her? Hvert Minut forstyrredes man af al denne Støj. Der kom en Dame farende, - hun skulde ind i sin Stol. Vist for tiende Gang flyttede Chr. Richardt sig. Damen saa paa ham, - maaske hun kendte ham, - hun smilede, gjorde Plads for ham og bød ham med en Haandbevægelse gaa ind. Han rystede alvorligt paa Hovedet. Hun gik ind og satte sig, men indbød ham atter til at tage Plads. Da saa han saa energisk og med en saa dyb Alvor paa hende, at hun tabte Lysten til at være godgørende imod ham. Hvilke Tanker, der gik igennem Digterens Sjæl i det Øjeblik, ved jeg jo ikke, men maaske de dog ikke var saa meget langt fra mine i det Øjeblik: ”Min Faders Hus er et Bedehus!” I have gjort det til et Sted, hvor ogsaa pengene og deres Magt er trængt ind!

   I Tranebjerg Kirke var Verden ligesom langt, langt borte, - Gud nærmere. Jeg sagde før; den gamle hvidhaarede Præst! – ja, det var han, men ung og frisk i Sind, varm for den Kristendom, han skulde tale om, varm for det Folk, han tilhørte og for hver ny og ædel Tanke, der spirede frem, og ikke mindst varm, naar han talte om Aahundredets store Aander, af hvem han havde kendt og staaet mange nær. Jeg har sjælden kendt en mere ædel og gennemdannet personlighed end denne gamle Præst. Man fik strax et Indtryk deraf ved at træde ind i hans Hejm. Hvor var der hyggeligt, hvor var der smukt i Præstegaarden! Ikke just saa meget tarveligt, - det var en udviklet Mands Smag, der havde dannet Hjemmet. Og saa sad han der og oprullede det ene Billede efter det andet af Fortidens Liv; fortalte om Oehlenschläger og Henrik Steffens, om Goethe og ?, om Søren Kirkegaard og først og sidst om Grundtvig. Hans Fortællinger om S. Kirkegaard fængslede mig helt, - hvert Menneske har jo sin særegne Natur og føler sig draget imod det, der passer den bedst. Pastor Beck var som ung kommen til S. Kirkegaard og fortalte, hvor betagende hans mærkelige Personlighed havde virket paa de Unge. Han fortalte, hvorledes han pludselig, naar han, som Sokrates (hvem han jo ansaa for sit jordiske Forbillede) henvendte Spørgsmaal paa Spørgsmaal til sine unge Gæster, lokkende dem længer og længer ind i Alvoren, - hvorledes han da pludselig kunde falde ned af Stolen i et Krampe-Anfald, liggende paa Gulvet kæmpede han saa med hele sin Viljes Kraft imod Sygdommen, indtil han overvandt den. Og saa satte han sig atter rolig i sin Stol, og uden et Ord om sig selv eller om, hvad der var hændt, fortsatte han Samtalen, hvor han havde maattet slippe den. Og hvorledes han ved sin Død, til det sidste, trods store Smerter, havde nægtet at tage Bedøvelsesmidler, fordi ”Jesus havde lidt til Døden”.

   ”Ja,” sagde Pastor B. tankefuld, ”det var en stor Aand, og det var en forunderlig stærk Tro, han havde!”

   At jeg længtes efter at stifte Bekendtskab med denne Aand, var en Følge af mine Besøg i Præstegaarden; og jeg laante her saa godt som alt, hvad S. Kirkegaard  har skrevet. Han blev min Omgang i de fire Aar, jeg var paa Samsø, han blev den bedste Ven, jeg nogensinde har haft. Pastor B. sagde senere, at han næsten fortrød, at han havde givet mig Bøgerne, fordi alt andet ligesom svandt for mig i nogen Tid. Men jeg ved det og siger det med Tak endnu: ”Han var Manden, som jeg trængte til!”

   Spiren til mit aandelige Liv blev saaledes lagt paa Samsø, - allerede det var no nok til at jeg skulde elske Øen. Men bestandig forekom det mig, at den aabenbarede nye Skatte, nye Udsigter.

   Naar jeg gik ud med Børnene, var mit Maal ofte to Kæmpegrave i Nærheden af Tranebjerg. De var gravede ud; to dybe Grave ned i hver Høj mindede derom, men de store Bautasten, der i en Krans omgav dem, laa der endnu, hvor vore Forfædre havde lagt dem. Det var saa mærkeligt at tænke paa, hvad disse Sten kunde fortælle, naar jeg nu saa fredelig sad paa dem, mens Børnene legede Røvere og Krig i de gamle Gravhøje, og Lærkerne jublede uafladelig over dem.

   ”Vil De med til Breidablik?” Det var lægen.

   ”Til Breidablik?”

   Han smilede. ”Ja, og til Tingstedet, og Vestborg? Og til Blafferholm, og til Stranden, hvor Angangyr kæmpede med Hjalmar!”

   Et helt Stykke Oldtids-Historie. Ja, jeg vilde naturligvis heller end gerne med. Og vi kørte en temmelig lang Vej, ned til Øens Sydspids, var et Øjeblik inde paa Brattingsborg, et smukt lille Slot i Renaissance-Stil, hvor Øens Greve boer.

(Billede af Angantyrs Høj i Brattingsborgs skov)

   Hvor der var skønt der nede! Høje Skrænter ned til Havet, Skov bag dem og saa, lidt længere inde, atter Højder med den friske, frie Udsigt. Saa højt, saa dejligt stod man paa Breidablik, saa saa vidt omkring ud over det lyse, fosbeskinnede Land, og jeg forstod saa godt, at den gamle, mærkelige Godsforvalter, her havde levet, - han, der selv lignede en gammel Viking – netop her havde maattet tænke paa Balder og opkalde Stedet efter hans lyse Hjem.

   Tiden rullede op for mig, - det blev et levende Stykke Oldtids-Historie. Der stod jo Stenene om det gamle Tingsted midt i Skoven, hvor vore Forfædre besluttede Vikingefærd, nedenfor Skoven laa Drageskibene og vuggede på de urolige Bølger. Saa holdtes der Gravøl over Anføreren, paa Blafferholmen – en lille Ø midt i en Sø – blev Urnen med hans Aske sat ned, dobbelte Volde og Grave omgav hans Hvilested.

   En anden Høj hedder Angantyrs Høj. Var det her, den grumme Hervør, Angantyrs Datter, vovede sig i Land ved Nattetid og krævede det dræbende Sværd Tyrfing af sin døde Faders Haand? Hendes Mænd sejlede bort i Rædsel og Angst, da de saa Ildsluerne slaa ud af Højen, men Hervør trodsede Luerne og Angantyrs advarende Røst og veg ikke, før hun holdt Tyrfing i sin Haand.

   Her paa Stranden havde Hjalmar og Ørvarodd kæmpet med Arngrim-Sønnerne. Dette Sagn havde altid grebet mig fremfor andre. Jeg oprørtes ved Tanken om disse vilde, overmodige Mænd, der, i Vrede, fordi den svenske kongedatter ikke vilde ægte nogen af dem, men valgte den, hun kendte og elskede, Hjalmar, - at de saa æskede ham til Tvekamp paa en fjærn og fremmed Ø, langt fra hans Land, hans Venner, hans Brud, - for der at dræbe ham. Der paa Stranden, nedenfor breidablik, gaar Hjalmar i Land med Ørvarodd for at se efter Arngrim-Sønnerne. Han er mørk i Hu. Han siger til Ørvarodd: ”Vi vil gæste Odin i Aften!” Han føler, at han er en dødsdømt Mand, - Overmagten vil fælde ham.

   Odd, i sin røde Skarlagens-Kjortel, med Guld-Smykket om sit Hoved, smiler forhaabningsfuld til sin Ven: ”Ej skal jeg gæste Oden i Aften, men de andre skal være døde, - du og jeg levende!”

   Hjalmar vil gaa imod Angantyr, Odd fraraader det, men Hjalmar hører ikke hans Raad. Han og Odd fælder dem alle, Hjalmar sidst Angantyr, - der ligger de blodige langs Sandet, men Hjalmar sidder paa en Sten, saaret til Døden. Den ene Haand støtter han paa sit blodige Sværd, den anden knuger Vennens Haand, - han, der ligger knælende foran ham for at støtte den døende.

   ”Hvor er Ingeborg nu?” og Hjalmar peger paa en Ring om sin Arm: ”Drag mig hin røde Ring af Haanden! Ingerborg, du - - Ringen bringe - - -”

   Og saa dør Hjalmar.

   Men Ørvarodd tager Liger paa sin Ryg og bærer det ned paa Skibet og sejler hjem med det for at bringe
Sorgens Budskab til Upsal, - til Ingeborg. Og hendes Hjerte brister af Sorg. Da lægger Ørvarodd hende i Hjalmars Favn.

   En blød, bedrøvet Stemning kom over mig ved at staa paa Stedet for dette Sagn. Tænkte jeg paa Ingeborg?

(Billede af Vesborg Fyr)

Hvor var nu den Mand, der var rejst langt bort og havde taget mine Tanker med sig - - - ?

   Og saa stod vi paa Vestborg Fyr.

   Et Spring frem i Historien, Middelalderen, Visborg Slot med Volde og Grave. Var det der Valdemar Sejrs unge Søn blev kaaret til Konge og Faderens Efterfølger? Eller har den gamle Konge Kristian den 2. betraadt disse Stier, mens han boede paa Kallundborg Slot? Han fik Øen af kristian den 3. og har sikkert gæstet den. Har han gaaet ved denne Kyst og i et Syn set sit Liv drage forbi? Set sig som ung Konge ride ved Siden af Dyvekes hangende karm, - som Kristian den Onde paa Stockholms Slot eller som Fangen paa Sønderborg, og har han følt Glæden ved at staa her paa denne frie, friske Kyst, ved at se ud over Bakker og Kæmpegrave og føle Havets salte Storm stryge hen over sit gamle Hoved?

Det var Nat. Jeg laa vaagen. Maanen skinnede ind i mit Værelse, skød en lysende Stribe hen over Gulvet. Alt var saa lydløst, saa betagende stille. Jeg havde om Aftenen læst Bjørnsons ”Over Evne”. Det var den, jeg laa og tænkte paa. Jeg saa Kirken for mig, hvid og skinnende, netop som den nu laa deroppe i Maanelyset. Og jeg tænkte paa Præsten Sang, der stod ved Alteret og bad for sin syge Hustru, medens hele Menigheden knælede i Bøn udenfor, laa som en Kæde af levende mennesker. Og over de stille, bedende Mennesker Klokkerne, der ringede i Stilheden, ud over landet!

   Jeg foer op. Kirkeklokkerne begyndte at ringe! Gøglede min Fantasi for mig, saa jeg troede at høre, hvad jeg tænkte paa? Vist ringede de, stærkt tonende ud over Landet, ringede ustandseligt, og nu svaredes der fra fjerne Kirketaarne. Jeg stod hurtigt op og gik ud. Hvor Natten var dejlig! Tindrende klare Stjerne, - Maanen som glitrende Sølv paa Blade og Græs og paa Bakketoppene rundt om. I højtidelig, lydløs Stilhed hvilede Naturen og fra alle Øens Kirker, kimede Klokketoner. Der var Ild i en Landsby (Onsbjerg 20. marts 1890); lidt efter lidt farvedes Himlen rød.

   Jeg glemmer aldrig denne stemningsfulde Nat, hvor Klokkerne ringede, og hvor jeg saa Præsten Sang staa foran Alteret og den levende Menneske-Kæde paa knæ udenfor Kirken.

Vi kørte ud over ”Heden”, ud paa den lange, smalle Strimmel Land, der skiller Nordlandet fra Samsø. Paa Afstand kan undertiden denne Landtunge, der skyder sig langt ud fra Moder-Øen, ganske forsvinde for Øjet, og Nordlandet tager sig da ud som en Ø for sig. Den er ogsaa noget for sig, Naturen noget for sig, Befolkningen noget for sig. Fra Landangen ser Byen Nordby – en af de største og bedst byggede Landsbyer i Danmark, - ud som en Skov.

(Billede af Klokketårnet i Nordby)

Det er alle de Træer, der er plantede i Byen, Frugttræer med udmærket Frugt, hvoraf der tørres en del, - Pil, Popler, Ask. Og kommer man saa helt op i Byen, hvor den da smuk og vel vedligeholdt! Midt i Byen ligger en aaben Plads. Gadeklokken hænger i et smukt, grundmuret, rundt Taarn, og Majtræet staar midt paa Pladsen. Det er en høj Mast med et Fregatskib som Fløj. Valborg-Nat, naar Blussene tændes langs Kysten, og man ser dem lyse op langs Jylland, helt op til Hjelm, gaar ”Nordby” Karls og Piger Kl. 12 rundt paa Gaderne og synger Valborgvisen. De faar da Gaver, hvormed de vedligeholder deres Majtræ. Gamle Skikke har længst holdt sig i Nordby. Mange Kvinder bærer den smukke National-Dragt, det kønne Hovedtøj, det hvide Lin og de kostbare Kniplinger.

   Nordlandet er begrænset af høje Bakker, der falder stejlt ned til Havet. Nordby Kirke ligger paa en saadan Bakke og kan ses vidt ude fra.

-

Aarene var gaaet, - de fire stille Aar paa Samsø. Jeg havde besluttet at rejse derfra. Rejse hvorhen? Ja, foreløbig hjem til København, - men saa? Der var kommen en underlig Uro over mig, i det sidste halve Aarstid. det var bestandig, som om Livet derude kaldte paa mig igen, som om disse Aars ensomme Liv, - aandelig ensomme Liv – havde givetmig, hvad de skulde, modnet mig til en Gerning, - men hvilken? Det var jeg ikke ganske klar over, og det var, som om jeg ventede, at Gud vil de give mig Svaret.

   Det var Aftenen, før jeg skulde rejse. Jeg stod for sidste Gang paa ”Dyret”, tog afsked med Samsø, med al den friske Skønhed, jeg nu var saa fortrolig med. Hjertet blev fuldt, Ordene steg op paa Læben, og jeg sang det ud over Havet:

                      Her ligge vi i Kattegat, det vide,

                      vor Ø omsust af Storm ene de stride,

                      Og Havet ruller mægtigt og stort imod vor Kyst,

                      og Bølgerne de bruse, saa ret det er en Lyst.

                                            Rul I kun, Havets Bølgehære!

                                            Her er frit, her er godt at være

                                                                 paa vor Ø.

                      Thi op af Havets dybe, stride Strømme

                      den hæver sig, - som Hjertets milde Drømme, -

                      med lysegrønne Marker, med Bakker og med Vang, -

                      og hele Luften jublende af glade Lærkers Sang.

                                            Fagre Ø! I din friske Have

                                            Fædres Minder staa som Kæmpegrave!

                                                                 Fagre Ø!

Venner var det, jeg sagde Farvel. Min Sjæl var fyldt med Vemod. Hvorfor blev jeg ikke? Jeg havde intet Svar, - bare det, at en Magt, der var stærkere end jeg, drog mig bort.

   Da jeg kom hjem til Lægeboligen, var der tændt Lys. Posten var kommen.

   ”Var der Brev til mig?”

   ”Nej, men her er Udstillings-Katalogen; har De ikke Lyst til at se i den? De er jo kendt i Kunstnerkredse!”

   Jeg blev rød, - tog Bogen og bladede i den. Men hvad var dog dette?

   ”Fryser De? Jeg synes, De ryster.”

   ”Tak, det er intet, - men jeg tror, jeg vil gaa op paa mit Værelse. Maa jeg tage Katalogen med?”

   ”Vær saa god!”

   Men da jeg kom op, aabnede jeg med skælvende Hænder Bogen. Som en Aabenbaring viste det sig for mig. Der stod hans navn, - hans, den unge Mand, der var rejst ud i Verden og havde taget mine Tanker med sig.

   Og nedenunder Navnet stod:

   ”Hjalmars Kamp paa Samsø.”

   Han giver Ørvarodd Ringen til Ingeborg.

                      ”Drag mig hin røde

                      Ring af Haanden,

                      Ingeborg Du

                      Ringen bringe – ”

   Bogen faldt paa Gulvet. Jeg skjulte Ansigtet i Hænderne, græd og jublede paa en Gang. Og en dyb, uendelig Tak til Gud strømmede igennem mit Hjerte.

   Nu havde Gud vist mig Vejen fra Ensomheden ud i Livet, og han havde paa Samsø opdraget mig til – Livet.