Farver

Reinhold Julius Lund

En levnedstegning, meddelt af hans søn,

fabrikant Harald Lund på Samsø.

Særtryk af ”Kirkebladet”.

Odense.

Milo’ske bogtrykkeri 1897.

Forord.

Sønnen af min kære gamle ven, hvis liv disse blade i korthed skildre, har spurgt mig, om jeg ikke ville ledsage nærværende lille levnedstegning med et forord. Jeg gør dette med glæde, ikke blot fordi den kære ø, på hvilken den afdøde levede og virkede, gemmer så mange skønne og glade ungdomsminder for mig, både fra Lunds hjem, fra Tranebjerg Kirke og præstegård og andre steder, men også fordi Lund i sandhed var, hvad man uden overdrivelse kan kalde ”et sjældent yndigt menneske”, et ualmindeligt skønt led af den hellige vidneskare, der strækker sig fra apostlenes tid til dagenes ende og hvis navne er skrevne i livets bog, ligesom de også fortjene at bevares i Guds menigheds kærlige erindring. Lund var en trofast ven af en af mine kæreste ungdomskammerater, præsten Ludvig Husum (død i Thisted 1886). I Lunds hjem har jeg en gang i mine studenterår tilbragt en af mine skønneste timer med samtaler om Guds rige, vekslende med musik og sang, der ret lod mig opleve, hvad salmen siger: ”At under gang med det vingede ord sjælen af by over stjernerne for!” Endnu i året 1895 besøgte den kære, milde, barnlige gamle mand mit hjem på Fyn. Han var på en ”fodtur” rundt om til venner trods sine 78 år! Han fortalte mine børn historier og glædede store og små med sit milde, glade væsen, der var som et genskin af den aftenrøde, der af Guds nåde kan falde over de gamles sidste dage i Guds menighed. Det var den sidste gang, jeg så ham her på Jorden, men da han var draget bort, lød det i mit hjerte, hvad jeg nu gentager ved hans hjemgang: ”Min sjæl dø den oprigtiges død, og mit endeligt vorde som hans!” (4. Mos. 23, 10).

Udgiveren.

Du mand, som bar det navn, der står som overskrift over disse linjer, min kære, nu afdøde fader, var én i sin kreds velkendt, agtet og afholdt personlighed, som ved sit liv og i sin gerning har sat varige mærker, særlig på den lille ø Samsø, hvor han levede i omtrent 50 år.

   Når jeg fra flere sider har fået opfordring til at fortælle hans levnedsløb, blandt andre også fra ”Kirkebladet”s udgiver, da vil jeg gerne efterkomme denne opfordring, så godt jeg kan; men da jeg ingen optegnelser har fra faders egen hånd, har jeg dels nedskrevet det efterfølgende efter mundtlige fortællinger, som jeg tid efter anden har hørt af min fader, dels samlet det ved at spørge  faders ældste venner. Skulde levnedsskildringen derfor blive lidt mangelfuld, beder jeg mine læsere undskylde. Jeg har det håb, at der alligevel er mange, navnlig på Samsø, hvem det vil glæde at høre lidt fortalt om den mand, de havde så kær, og som nu savnes, ja, savnes mere end de fleste udenforstående ane, savnes vel ikke mindst af syge og sorgfulde, hvem han så ofte var til stor trøst.

*

Reinhold Lunds blev født den 10. september 1817 i Fallitsgårde Præstegård i Finderup-Dollerup pastorat midt på alheden i Jylland af forældrene præsten Calus Lund og hustru Sofie Alise Peetz.

   Fader havde 6 søskende, hvoraf 3 brødre og 2 søstre var ældre en han. For nogle år siden har jeg af hans ældre brødre hørt, at han som barn var en lille godtroende dreng, som de større brødre ofte havde lidt til bedste. Da præsteembedet på heden var

side 4

lille, blev børnene opdragne i streng tarvelighed; de måtte blandt andet skiftes til at bruge ét par sko, så når forældrene en enkelt gang skulde i besøg på herregården Hald, kunde kun et af børnene få lov at komme med; eller når der, også kun sjældent, kom fremmede i præstegården, da fik den, som havde skoene på, lov til at være i stuen en lille tid, men måtte da gå ud og overlade skoene til den næste, der så  kom ind.

   I året 1821 blev min farfader forflyttet til Stenstrup præstekald ved Randers og her, under bedre økonomiske forhold og i en frugtbarere egn, levede børnene ret en fornøjelig barndoms og ungdomstid. I Stenstrup Sø var der overflod af fisk, så det var en stor fornøjelse for præstesønnerne at sejle i den en halv mil lange og meget dybe sø og jævnlig bringe en ret år, aborre eller helt hjem til præstegården. Faderen lærte dem at svømme, Hvortil de var meget dygtige, ligesom de også var dygtige skytter, og fuglevildt var der nok af ved den store sø. De førte i det hele et sundt friluftsliv, som hærdede deres natur. De blev også alle gamle, hen ved 80 år, ja, 2 af sønnerne endog 83 – 85 år.

   15 år gammel kom Reinhold Lund i farverlære hos sin 12 år ældre broder, der var bosat i Hobro. Et par år senere kom han til Bruunshåb Klædefabrik i Viborg, hvor han blev udlært som farversvend. Derefter arbejdede han 4 – 5 år som farversvend i Aarhus, hvor han var meget afholdt af sin husbond, den venlige farver Voetmann, så der stiftedes

side 5

et venskabsforhold, der varede livet ud. I Aarhus var fader bl.a. ansat som underofficer ved jægerkor(ps)et, et slags borgervæbning, hvorfra han kunde fortælle mange pudsige historier. Medens han var i Aarhus, blev faderen forflyttet til Agerskov i Sønderjylland. Det var i de tider en lang og kostbar rejse  fra Aarhus til Agerskov, ca. 3 mil sydvest for Haderslev; men da Reinhold var en dygtig rytter, så lejede han hos en vognmand i Aarhus en hest, og red på denne til sit hjem. Vognmanden turde kun betro ham en ældre, noget mager hest, men da fader efter 3 ugers forløb kom tilbage, kunde vognmanden knap kende sin hest igen, så godt var den blevet foret op i præstegården, og han udbrød: ”Kom De kun så tit De vil, Lund, og De skal i fremtiden få min bedste hest, når den nyder en så god behandling”.

   Så drog fader en tur som ”farende svend” med randselen på ryggen til Tyskland, så sig en tid om dernede, men havde ikke rigtig held med sig, og vendte snart tilbage igen. Da han kom til præstegården i Agerskov, foreslog faderen ham at begynde et farveri dér. Hos forældrene fik han frit ophold, og på præstegårdsjorden var der overflod af tørv, så var farverivirksomheden end ikke stor, kunde han dog under disse billige forhold lægge en lille kapital til side i de 5 år, han var farver i Sønderjylland. I året 1847 tænkte han på en større virksomhed, søgte og fik kgl. bevilling som ”farver og trykker” i Silkeborg; men ved ankomsten til denne by erfarede han, at byen kun bestod af papirfabrikken og nogle få huse, og da der samtidig mødte en anden farver, som også havde fået bevilling på anlæg af et farveri

side 6

dér, overlod fader beredvillig pladsen til denne mand og drog selv til Aarhus, hvor hans gamle husbond Voetmann, rådede ham til at tage til Samsø, hvor der intet farveri fandtes. Han fik da bevilling som ”farver og trykker på Samsø”, og kom i høsten 1847 hertil.

   I Tranebjerg lejede fader et hus og indrettede dette til farveri, og skønt flere, heriblandt præsten Hansteen i Tranebjerg, mente, at det slet ikke kunne gå med et farveri på Samsø, så viste det sig dog snart, at det netop var stedet. Kunderne strømmede til, og fader måtte snart have hjælp til at udføre arbejdet.

   Faders elskværdige, livlige og vindende væsen bidrog også meget til at han hurtigt vandt beboernes tillid. Et lille træk må her meddeles. Da en del gårdmænd tilbød at køre faders farveriredskaber fra havnen til Tranebjerg, indbød fader dem om aftenen hos sig, og han opvartede dem da med ”Sukkerkringler” (det eneste bagerbrød, som i den tid kendtes på Samsø). Disse kringler havde fader trukket på en snor oppe mellem bjælkerne, samt brygget punch i en lille farverkedel. En gammel gårdmand, som var med, har ofte fortalt, at han aldrig kunne glemme denne aften, hvor man hoppede i vejret for at rykke en kringle ned og øste punch af kedlen, medens man hørte historien af den lille livlige farver.

   Så kom krigen i 1848. Fader kunne ikke være stille på Samsø, men overlod farveriets røgt og pleje til et par farversvende og drog selv til Sønderjylland, hvor han mente at kunne gøre gavn.

   Her bestyrede han først præstegården i Agerskov,

side 7

da faderen, provst Lund, som havde samlet flere dansksindede sønderjyder i sti hus, navnlig mænd som professor Flor, Hans Krüger, Laurids Skau, redaktør Koch og fl., var af tysksindede embedsmænd blevet udpeget som en farlig person, hvorfor han måtte flygte over til Fyn. Fader var de en tid i præstegården, hvor den store indkvartering af oprørsskarerne ofte var vanskelig at tumle, da disciplinen var ringe, så de stjal som ravne.

   Senere drog fader til Bevtoft Kro og Brænderi, da ejeren, hans gode ven, patrioten Hans Krüger, ikke turde blive i sit hjem. Fader bestyrede da kroen og brænderiet i forening med Krügers djærve søster Ingeborg, medens Krüger rejste en mil nordligere og opholdt sig ved det danske hovedkvarter. Herfra red Krüger jævnlig om natten til sit hjem og modtog af sin ven Lund pålideligere efterretninger om fjendens stilling og styrke. Disse efterretninger blev da af Krüger bragt videre til det danske hovedkvarter. Da Bevtoft en tid lang lå midt imellem det danske og fjendtlige hovedkvarter, havde fader let ved at få meddelelser om fjendens stilling, navnlig ved hjælp af tre unge piger i Bevtoft, som gik til torvs i Tønder og Åbenrå og som af dansksindede mænd i disse byer modtog sedler, som de indflettede i deres svære hår, medens de altid med deres torvekurve gik uantastet igennem den fjendtlige stilling. Tysksindede folk omkring Bevtoft bragte dog ligeså ofte meddelelser om Krügers komme til Bevtoft, så næsten hver dag kom en afdeling ryttere ”sprængende” op til kroen, omringede denne og undersøgte, om Krüger fandtes der; men som oftest kom de for sent, Krüger var på sin lille hurtige hest reden

side 8

nord på. Kun én nat i strengt vejr, mørke og regn havde Krüger ikke lyst at ride tilbage, trods alle faders anmodninger herom, men blev i hjemmet.

   Da høres på én gang hestetrampen, gården er omringet og der bankes voldsomt på døren. Fader måtte først have sin ven Krüger gemt. I brænderiet var der en meget stor kedel; i denne havde Krüger og fader ligget, men da fader først måtte ind at rede op i sengen, for at insurgenterne ikke skulle mærke, der havde ligget to mennesker i denne, varede det noget inden han kunne komme og lukke døren op, og han havde da nær fået prygl. Han undskyldte sig med, at han så ofte blev forstyrret i nattesøvnen og nu var falden hårdt i søvn. ”Hvor er Krüger?”, spurgte officeren. ”Ja”, svarede fader, ”tror de at Krüger er her, så kan De jo finde ham”. I to timer ledte de nu overalt, men fandt ikke Krüger, og harmfulde forlod de igen kroen, efter først at have tømt brændevinstønden. Måske det var denne, der reddede Krüger, da mandskabet straks i den kolde nat begyndte på drikkeriet.

   Meget oplevede Lund i denne sommer. Han var blandt andet øjenvidne til en lille patruljefægtning, hvorved en tysk grev Reichenbach blev skilt fra sine folk og jaget af den danske kaptajn Jagd og en jysk dragon. Greven red en fortrinlig hest, der, da vejen blev ham spærret af et par danske dragoner, satte over et højt stengærde, gennem haver og ud på marken. Her, ved en å, var greven så heldig at træffe det eneste vadested, som fandtes, og kom godt over åen, men i den bløde eng på den anden side blev hesten siddende fast, så en jysk dragon indhentede ham og

side 9

greven måtte overgive sig, efter at have fået et par dybe sabelhug i hovedet. Fader forbandt ham, og senere kom greven tilbage for at se den forvovne vej, han havde redet.

   Endnu en ligge begivenhed, som fader også var øjenvidne til, synes jeg bør fortælles, da fader har sagt, at vedkommende dragon vist aldrig ellers er bleven omtalt. En dag ser fader at fjenden rykker stærkt nord på. Han løber da hen til et par vedetter (dragoner), som holde roligt på landevejen, for at advare dem imod at blive omgåede. Den ene rider straks tilbage med melding til sin afdeling, hvorimod den anden, en sindig jyde, bliver holdende ganske rolig og svarer: ”A blyver hæ te a får ordre!” – Lidt efter siger han til fader: ”Nu må han vist helst gå lidt til side, for det ser ud til, at her bliver lidt at bestille”. Fader ser da, at 3 fjendtlige husarer komme galopperende henimod dragonen, der holder ganske koldblodig midt på landevejen. Pludselig standse husarerne deres heste, i en 50-60 skridts afstand fra dragonen, rimeligvis for at tå af og skyde, men dette øjeblik benytter dragonen, farer lige ind på dem, netop som de er komne af hestene, og giver den ene et kraftigt sabelhug over skulderen. Den anden løber sin vej, og den tredje, som ikke endnu var kommen af hesten, tog også skyndsomt flugten. Den jyske dragon fangede da de to ledige heste og råbte nok så glad til fader: ”Nu æ a hyt (forsvaret), nu rider a mæ hæstern”.

   Når fader på sine gamle dage fortalte træk fra 1848, kom der altid liv over hans ansigt, og man mærkede, hvor han havde levet med i disse for Danmark

side 10

så bevægede år. Men hans fortællinger bar også vidne om hans store fædrelandskærlighed, idet han aldrig tænkte på sit eget, når han kunne gøre gavn for folk og fædreland.

   År 1849 den 4. oktober ægtede fader Anne Marie Gylling. Hun var født 4. oktober 1827 og var datter af købmand og skibsreder J P Gylling, i hvis hus fader havde fået sin kost i de år han som ugift var farver i Tranebjerg. De nygifte flyttede nu ind i det for så mange venner velkendte lange hvide hus ved foden af Tranebjerg Kirkebakke. Svigerfaderen havde sørget for bygningens opførelse, men fader havde tid efter anden givet sin svigerfader penge hertil, og da bygningen var færdig, fik fader endda penge tilbagebetalt, da han havde indbetalt mere end den havde kostet. Han kunne således begynde sin virksomhed i egen ejendom uden gæld, og det var ret betegnende under hele hans senere liv, hvor bange han var for at stifte gæld. I dette i alle måder lykkelige hjem arbejdede fader flittigt og dygtigt, fulgte godt med tiden og anskaffede den ene maskine efter den anden. Som drivkraft brugt hen først en mindre, senere en større vindmølle. Han var en sjælden brav husbond at arbejde hos. Ligesom han selv var flittig og hurtig til sit arbejde, således fordrede han det samme af sine medhjælpere, men på den anden side havde disse et hjem i hans hus, og han havde altid en eller anden lille opmuntring til dem, når de i den travle tid måtte arbejde om aftenen. Søndagsarbejde holdt han ikke af. Men de søgne dage kunne han heller ikke undvære søndagstankerne. Man hørte ham ofte stå ved sit arbejde, nynnende på en salme, og hver morgen

side 11

kom han med Werels eller Birkedals andagtsbog og læste et stykke for sine medhjælpere. Efter endt dagværk var de ugifte arbejdere som hjemme i faders stuer, lyttende til de samtaler, som førtes mellem mine forældre og de mange venner, som tid efter anden samledes i deres hus. Flere af faders medhjælpere forblev i en årrække hos ham, og enkelte besøgte ham senere i livet.

   Jeg må imidlertid nu gå lidt tilbage for at meddele om et vendepunkt i faders liv. Hav var opvokset i et gammeldags kristeligt hjem, men hans forhold til vor Herre var næppe bleven ham en hjertesag, da han kom til Samsø. Da skete det, at en af de første mænd, han der traf på, var købmand L Rasmussen fra Ballen, som nogle år tidligere havde bosat sig der, men forinden var blevet kristeligt vakt af præsten Østrup i Slagelse. Da Rasmussen så en dag fulgte fader et stykke på vej ad Tranebjerg til og følte sig tiltalt af den unge livlige farver, rettede han følgende spørgsmål til ham: ”De er en præstesøn, Lund, så holder de vel af vor Herre?” Disse ord slog ned i fader. Det var, som om han ikke rigtig turde sige ja hertil. Han syntes nok, han ingen modstander var af Guds Rige, men det hele stod ham ligesom på afstand og var ikke bleven personligt tilegnet ham. Han turde ikke slippe dette spørgsmål, men måtte nogle dage senere til Ballen for at tale mere med købmand Rasmussen, og de to havde sikkert haft lykkelige timer med hinanden. For fader blev det nu en hjertesag at øse af Guds nådes kildevæld i troen på Vorherre Jesus Kristus, og hans af naturen milde, barnlige sind fandt der hvile og fred.

side 12

Men så måtte han også igen bringe det glade budskab ud til andre, budskabet om Guds mageløse kærlighed til syndige mennesker i Kristus Jesus. Altid var han rede til at aflægge vidnesbyrd herom, og han havde en særegen gave til, jævnt og naturligt, at lede en samtale hen på det ene fornødne. Mellem Rasmussen og fader blev der knyttet et hjerteligt venskabsbånd, og de følte snart trang til efter evne at gøre noget for kristne mennesker på Samsø, så meget mere, som der den gang ikke fandtes præster der, som troende mennesker ret kunne finde opbyggelse ved at høre. Søndag eftermiddag indbød de da til møder (gudelige forsamlinger), oftest i købmand Rasmussens hjem i Ballen. Rasmussen førte da ordet, medens fader sang for. Det var særlig Brorsons og Kingos salmer, der brugte.

   Tid efter anden kaldtes der også troende lægmænd til Samsø, der førte ordet i de gudelige forsamlinger. Af disse lægmænd kan jeg bedst erindre den blinde Jens Dyrholm, som i min barndom ofte var mine forældres gæst.

   I 1856 blev biskop Brammers søn, nuværende provst Brammer i Gammelby ved Vejle, personel kapellan i Tranebjerg, og i ham, en ung og varm Herrens tjener, fik menigheden en dygtig og nidkær ordfører, så den store Tranebjerg Kirke snart blev fyldt af mennesker. Da faldt det naturligt at høre op med forsamlingerne udenfor kirken; dog samledes en lille vennekreds endnu stadig lørdag aften i faders hjem til en opbyggelig time, hvor fader da gerne læste en prædiken og man sang nogle salmer.

   Den unge pastor Brammer kom næsten daglig i

side 13

mit hjem og hentede ofte der trøst og opmuntring til sin gerning. Et brev, som provst Brammer efter faders død skrev til moder, skildrer bedst hans forhold til mine forældre, og da provst Brammer har givet mig lov til at bruge hans udtalelser i dette brev, meddeles det her:

”Kære fru Marie Lund! Efter Deres søns meddelelse om sin faders hjemkaldelse til Herren have mine tanker atter og atter drejet sig om mit rige samliv med ham i årene 1856-58. Jeg har ikke på mit livs vej mødt nogen mand med frommere hjerte, lysere blik og rigere kærlighed til sin næste end min nu afdøde trofaste ven. Hvor havde jeg mange for mit åndelige liv gode og velsignelsesrige timer i Deres hjem! Og hvor ofte hørte jeg ikke med forundring og glæde, når jeg sad i Deres dagligstue og døren stod på klem, hvorledes han ved at ekspedere kunderne, og de vare mange, kunne tale kærligt med dem og få lagt et godt og spirekraftigt helligt ord ned i deres hjerter! Og hvor havde jeg altid glæde af at følges med ham og høre på hans oplevelser i Sønderjylland, og drøfte mange kirkelige spørgsmål med ham! Hvor dømte han mildt om sine medmennesker! Han havde lært af sin Frelser at hade og grue for synden, men i kærlighed at søge og hjælpe de stakkels, af synden bundne, mennesker. Og hvor var han glad og ivrig i sin gerning; altid havde han en dyb følelse af Guds ubeskrivelig store nåde imod ham; lodderne var faldne for ham på de liflige steder, og Herren havde i hans elskede hustru og børn givet ham en

side 14

kostelig skat, som daglig fyldte ham med glæde og lovsang til Herrens ære! – Ja, sådan kunne jeg blive ved, thi Herren havde i hans hjerte ladet oprinde en levende kilde, og fra hans liv udgik levende vandstrømme, og jeg takker Herren for, at det forundtes mig i et par år næsten daglig at øse af disse vandstrømme. – Jeg har senere i mit liv truffet på mange, som jeg i kærlighed har kunnet slutte mit til, meningen lægmand, der i den grad som han kunne opmuntre mig, når jeg var forsagt, og trofast støtte mig i præstegerningen. Derfor takker jeg Herren for ham og velsigner hans minde!

   Deres søns anmodning om at give nærmere oplysninger om faderens liv i de år, jeg var på Samsø, vil jeg vanskelig kunne opfylde, da den tid ligger 40 år tilbage og en tåge i det enkelte har lagt sig over personers navne og begivenhedernes gang; men der er ingen tåge over det lyse, dejlige minde, jeg har om Deres mand, når han glad under nynnen af en salme udførte sin gerning, eller når han munter og kærlig talte med mig og andre venner, eller stille og mildt forstod at trøste de bedrøvede og forsagte, eller når han tog sin guitar for at synge en lovsang til Guds ære. - - -

   - - Min hustrus og min kærligste hilsen og ønsket om Guds fred og rige trøst i Deres sorg!

Deres hengivne

B Brammer.”

   Da faders hus lå lige ved kirkebakkens fod, var han i nogle år trykket af de mange mennesker, som

side 15

før og efter kirketid ville ekspederes i butikken. Han og moder havde da tit så travlt, at det kneb for dem at komme i kirke til rette tid. Efter en samtale med præsten Melbye i Fyn bestemte fader da fuldstændig at lukke butikken alle søn- og helligdage, efter dog først i længere tid at have forberedt dette ved kundgørelse til sine kunder, og han var senere så glad ved dette skridt, som hans kunder respekterede; nu kunne han søndag morgen gå omkring til syge, bringe dem lidt trøst og synge en salme for dem, og efter endt gudstjeneste var hans hus gerne fuldt af gæster og gode venner, iblandt hvem samtalen ikke let gik i stå. Alle, fattige eller mere velstillede, vare lige velkomne.

   I 1858 døde den gamle sognepræst i Tranebjerg, og i hans eftermand, den milde, elskelige, gamle præst B L Husum, fik Lund en nabo og ven ret efter sit hjerte. Efter at syndsbevidstheden var blevet vakt hos fader, kunne han nok for en tid rives med og tildels sympathisere med det alvorlige, men tit noget tunge livssyn, som forsamlingsfolkene førte med sig; men hans livlige, milde og kærnesunde personlighed trængte til et vidnesbyrd om Guds kærlighed. Når gamle Husum da frembar sit milde vidnesbyrd om Guds mageløse kærlighed til syndige mennesker, så at han i denne sin kærlighed ikke kunne nænne, at menneskene gik fortabte, men sendte sin søn, den enbårne, til frelse for hver den, der tror på Ham; eller når Husum i varme ord skildrede troen som hjertets fulde hengivelse i kærlighed til sin herre og frelser, da var dette som talt til faders hjerte, og han syntes, han måtte bringe det samme glade budskab ud til de mange, han traf

side 16

på. Han havde da også en særlig evne til i sit hjem, bag sin disk, på sine vandringer omkring i byen, på rejser eller hvor han end færdedes, at finde lejlighed til at få en åndelig samtale i gang, så selv folk, som ikke vare berørte af kristentroen, lyttede til hans ord, fordi de bares frem af en sådan inderlighed og varme, på en så mild og hjertelig måde, at man nok tør sige, de frastødte aldrig, men vist mange gange lagde en lille spire ned, der senere i livet af Guds nåde har fået vækst.

   Det blev nu velsignede dage for mine forældre, og en daglig forbindelse kom i stand mellem de to hjem, præstegården og farverboligen. Mine søstre, som nu skulle begynde deres skolegang, fik undervisning af Husums voksne døtre; ja, i de 20 år Husum var præst i Tranebjerg, blev alle mine 8 søstre underviste i præstegården, så denne blev dem et kært sted. Det var også hyggelige aftentimer, der tilbragtes der hos de gæstfri, kærlige mennesker, hvor ”alvor og gammen så godt kunne sammen”. I mørkningen lød sang og musik fra gamle og unge, og det var de gamle præstefolks fryd at se på ungdommens leg. Men det skønneste var dog at sidde stille og lytte til den gamle præsts kristelige samtaler med fader og andre venner oppe i præstens lille, snævre studerekammer.

   Husums døtre underviste tillige mine søstre i musik, og da fader var meget musikalsk (han spillede violin og guitar), fornøjede det ham at spille sammen med sine børn. Han sagde ofte med Luther: ”Musik og sang er en herlig Ting; med dem kan man allerbedst jage Djævelen og alle onde tanker på flugt”. Ofte, midt under sit arbejde, kunne fader, når han

side 17

hørte mine søstre spille, løbe ind i stuen, gribe violinen og spille lidt sammen med dem.

   I Husums tid kom der mange præster i besøg, og disse prædikede da gerne i Tranebjerg Kirke eller holdt møder for indre elle r ydre mission. Blandt de præster, fader særlig omtalte med stor kærlighed, bør nævnes: R V Blædel fra København, Man og Thomas Rørdam fra Fyn. Efter sådanne møder var mine forældres hus gerne fuldt af gæster. Da jeg en gang spurgte moder ud om disse møder, sagde hun: ”Ja, én gang havde vi såmænd 12 præster til middag.” – Moder blev ofte sat i forlegenhed, når fader bad så mange fremmede til huse, så det både kneb med husrum og med mad til de mange; men hun var ligesom fader glad ved gæsterne og fandt gerne på råd.

   Kort tid efter at Husum var bleven sognepræst i Tranebjerg, blev L T Gjerløff (død som præst i Randlev 1878) kaldet til præst i Onsbjerg, og med denne elskelige mand blev fader snart kendt. De tilbragte mangen en aftentime i samtale omkirkelige spørgsmål. Gjerløff havde levet meget sammen med præster af den kirkelige retning, og fader følte sig også mere og mere draget til denne side.

   Så kom krigen i 1864, og efter den højskolernes oprettelse. – Fader besøgte i en påskehøjtid sin ven lærer Blegvad, som indtil 1859 havde været lærer på Samsø, men nu var i Værslev ved Kalundborg. Påskelørdag fulgtes disse to venner ad hen til mejeriforpagter Burchardt på Birkendegård. Burchardt var blevet vakt af Vilh. Ved, som den gang var kapellan

side 18

i Ubby, men følte sig endnu trykket og knuget af sin syndebyrde. Da han og fader kom til at tale rigtigt sammen, droges de to mægtigt mod hinanden, og fader kunne af sit eget lig skønne, at Burchardt med sit store, varme hjerte trængte til at høre budskabet om Guds kærlighed til syndige mennesker, at troende mennesker ikke var ”under loven” men ”under nåden”. Burchardt har for nogle år siden fortalt mig, at den aften var den største i hans liv, thi da gik det op for ham, at Herren elskede ham, som han var, et stakkels syndigt menneske; at Jesus Kristus også var død og opstanden for ham, så nu først kunne han holde påske og modtage påskeglæden, ja, glædes som et barn, et gudsbarn i troen på Jesus Kristus. Påskedag kørte Burchardt og fader så sammen til Vallekilde og hørte pastor Hoff, hvorpå de efter kirketid besøgte både Hoff og Ernst Trier. Det var første gang fader besøgte en folkehøjskole, men at han var glad ved denne, fremgår bedst af, at han samme år fik Trier til Samsø og da formåede 4 unge mennesker til at tage på Triers skole. Næste sendte han sin søn, nedskriveren af disse linjer, til Vallekilde, og et par år senere sine to ældste døtre.

   Mine forældre sluttede sig nu helt og fuldt til den grundtvigske retning, så vel i folkelig som i kristelig henseende, og de var jævnlig med til de store kirkelige vennemøder i Odense og København, hvor de blev kendte med en meget stor del præster og lægmænd af den kirkelige retning.

   Af præster, som senere kom til at virke på Samsø, og med hvem fader delte kirkeligt livssyn, må endnu nævnes pastor Kristoffersen i Kolby, pastor Blicher

side 19

i Onsbjerg, og Ludvig Husum, kapellan hos faderen i Tranebjerg. Navnlig de to sidste var jævnlig vore gæster i farverhuset, når de af og til kom til Samsø i ferierne, ofte kom over i farveriet og, medens fader arbejdede, fik ham til at fortælle af sine oplevelser for dem.

   Efter gamle pastor Husums død i 1879 blev Henrik Bech kaldet til sognepræst i Tranebjerg. Han var en helstøbt personlighed, en ridderlig og fin natur, med en klarhed i tanke, en fyndighed i udtryksmåde, der var sjælden, så han drog skarer til kirken, der med stor opmærksomhed lyttede til hans dybe, klare vidnesbyrd. Hvor kunne han skildre den menneskelige natur med det jordbundne, det dyriske, egenkærlige væsen, som gudsbarnet atter og atter har kamp imod; men hvor kunne han ikke tillige vidne om, at kristne mennesker som børn havde at henfly til Guds nåde og barmhjertighed, der ene, i kraft af tro og dåb, giver barneret med barnenavn, så vi dog trods al vor skrøbelighed tør kalde Gud vores Fader. For fader, som for mange andre på Samsø, var det lykkelige år, medens Bech var præst på øen. Mange gamle mænd udtalte den gang: ”Hvor er det forunderligt; jeg kan ikke lade være at gå i kirke nu; det er som Bech hver søndag har noget at sige mig, så jeg får større forståelse af mig selv”.

   At fader snart i Bech fandt en god nabo og ven, og at de to havde en del med hinanden at gøre, følger af sig selv. Et par år senere blev de også knyttede nærmere sammen, idet Bechs eneste søn hjemførte en af mine søstre som sin brug.

side 20

I 1881, da mine forældre var på en rejse til Fyn, kom fader meget alvorligt til skade ombord på dampskibet, idet dette inde i Odense Fjord stødte sammen med et andet skib, hvorved en jernblok faldt ned fra masten og traf fader i hovedet, så han segnede bevidstløs om på dækket. Han blev bragt på sygehuset i Odense, og da jeg dagen efter ankom dertil, hidkaldt pr. telegraf, stod to læger ved hans leje og mente, at han ikke havde langt tilbage. De ville trøste mig med, at fader helst måtte gå bort, da slaget rimeligvis havde berørt hans hjerne, så han næppe ville få sin forstand mere. I nogle dage lå han bevidstløs hen, kun let forbunden på det store gabende sår. Men hans stærke, kraftige natur sejrede, så han alligevel kom sig lidt efter lidt; kun hans hørelse havde taget skade, ligesom hans tidligere livlige måde at være på for en stor del var forsvunden, så han på én gang var blevet en gammel mand. Dog et bevarede han lige til det sidste: sit ydmyge, barnlige sind, der altid søgte og forstod at finde det bedste hos sine medmennesker, og altid kunne se alt fra den lyse side. Derfor var han altid så glad.

   I de senere år kunne han ikke godt tage del i samtale, når der var flere til stede, da hans tunghørighed var taget til, så han ikke kunne skelne de mange røster. Enkeltvis kunne man dog tale med ham. Men også dette tog han imod fra den lyse side, og da der næsten altid var børn omkring ham, så fik han fat i dem og fortalte eventyr og historier for dem. Buddes Småfortællinger kunne han udenad. _ Ja, han var i den grad kendt og afholdt som fortæller for børn, at da han for 3 år siden blev opereret på det

side 21

ene øje i Aarhus, men var såvidt rask, at han kunne færdes lidt på gaden, gik han ind i en skole og fik lov at fortælle lidt for børnene. Næste dag genkendte skolebørnene ham, standsede ham midt på gaden, og bad ham om en historie, og for taknemmelige tilhørere fortalte han da et eventyr midt på Aarhus gade.

   Størst savn var det for ham, at han på sine gamle dage ikke kunne høre musik og sang, som han elskede, ligesom han heller ikke kunne høre prædiken. Han gik dog hver søndag i kirke, selv i den kolde tid, og sagde: ”Jeg kan være med menigheden ved nådemidlerne. Jeg kan bede med og for de andre, og under prædiken kan jeg sidde i ro og tale med vor Herre, så jeg har alligevel velsignelse af at gå i kirke”. Af og til kunne han også spøge dermed og sige: ”Så har jeg endda en fordel frem for jer, thi da jeg ikke kan høre præsten, så er jeg fri for at kritisere hans prædiken, sok folk nu om stunder er så slemme til”.

   I de seneste år af faders liv gik han trofast og hjalp mig, der alt for flere år siden havde overtaget hans forretning, og en trofastere hjælper kunne jeg ikke have. Men størst var dog min glæde ved at se, hvordan den gamle mand forstod ungdommen. Altid så han med et lyst syn på ungdommens gerning, hvad enten denne var i åndens eller håndens verden. Når jeg imellem sagde til ham: ”Tror du nu også det eller det kan gå, fader, er du ikke bange for, at vi yngre buser for stærkt på og løber løbsk?”, så fik jeg næsten altid det svar: Å nej! Jeg er altid glad ved at se på en ungdom , der er fart i; løber de så også en gang imellem vel rask, så er dette dog bedre end hvis de skulle skubbes frem”. For mig har det

side 22

i alt fald været en stor lykke at have en fader, der ikke så misbilligende på mit arbejde, men altid så med glæde derpå og opmuntrede mig; ligesom det jo da blev let for mig at arbejde, når jeg havde den gamle med mig. Jeg kunne her passende indskyde den bemærkning, at hans opdragelse af os søskende var meget frisindet. Ved sit liv og sit arbejde viste han os vejen, og når hans gode venner besøgte ham, ville han gerne have os inde i stuen for at lytte til samtalerne, der førtes. Han sagde derfor en gang, da han blev spurgt om, hvordan han bar sig ad med børneopdragelsen: ”Det lader jeg mine venner om; jeg sørger kun for at have gode venner i mit hjem, så børnene kun kan høre det gode”.

   I timelig henseende førte fader et forunderligt roligt og lykkeligt liv. Som børneflokken voksede til (vi var 11 søskende), voksede også forretningen, og efterhånden som børnene kunne hjælpe sig selv, tog forretningen atter af. Dette har for mig set ud som en Guds styrelse; thi fader har aldrig gjort beregninger, ligesom han heller ikke vidste besked om sine indtægter og udgifter, men lod hver dag have nok i sin plage, så han havde ingen bekymringer, men kunne så forunderligt barnligt lægge alt sådant i Guds faderhånd, og han blev ikke beskæmmet.

   Af tillidshverv havde han i yngre år en del, som sognerådsformand, forligsmægler o. lign. I den første stilling var han vist efter den almindelige mening vel god imod de fattige. Den sidste stilling egnede han sig derimod udmærket til.

   Så havde fader den lykke, at hans ældste datter, gift med realskoleforstander Blegvad, også blev bosat

side 23

i Tranebjerg, og i hendes, som i mit hjem var ”bedstefader” en kær gæst for børnebørnene, ligesom disse var hans glæde. Tidlig forstod de små at sætte bedstefader i arbejde, med at lave legetøj til dem, klippe dyr ud i papir o.s.v.; ja, en lille dreng sagde en dag: ”Bes’far, vil du lave mig nogle grise, men de skal være levende ligesom forpagterens.”

   Ja, han var en børneven.

   Hans største gerning i de senere år var at besøge syge, anfægtede og bekymrede, som han på sin jævne milde måde forstod at bringe lidt trøst, og han var utrættelig i at fremlede og finde det bedste hos sine medmennesker.

   Lige op til jul 1896 blev han syg af feber og lungebetændelse, og sagde straks: ”Ja, nu kommer jeg næppe op mere, men nu vil jeg også gerne gå hjem”. Et par dage før døden sagde han til moder: ”Tak for din kærlighed, Marie, Gud være mig nådig!” Senere lå han stille og døsig hen, og den 9. januar døde han med et smil om læben; mildt og næsten umærkeligt sov han hen.

   Den 13. januar ved solnedgang samledes en lille vennekreds om faders båre, og efter at min svoger Blegvad og jeg i få ord havde skildret hans fromme, gudhengivne, barnlige og glade sind, og den salme, fader på det sidste nynnede på: ”Hvor Gud mig føre, går jeg glad, Han, ikke jeg skal råde”, var sungen, blev kisten båret op i Tranebjerg Kirke. Denne var af vennehænder smukt pyntet med grønt og oplyst med en mængde lys, ligesom et myldr af kranse dækkede kisten og pladsen omkring denne. Blandt de mange skønne kranse, sendt fra fjern og nær, må jeg nævne

side 24

en laurbærkrans med en stor hvid sløjfe, sendt fra Sønderjyder; på et vedhæftet kort sted:

”Med højagtelsens og kærlighedens dybfølte tak for ungdoms rige og dyrebare minder, bedes medfølgende krans venligt at måtte henlægges på den højstfortjente, hæderfulde, hedengangne vens kiste som en sidste hjertelig afskedshilsen og tak fra gamle, trofaste, sande venner hinsiden grænsepælene. Ingeborg Krüger”.

   Næste middag den 14. januar samledes et så stort følge i kirken, som vist sjældent var set før. Sognepræsten, pastor Herskind, udtalte sig i sin mindetale bl.a. således:

”Giv mig Gud en salmetunge

så jeg ret for dig kan sjunge

højt og lydelig.

Så jeg føle kan med glæde:

Det er sødt om dig at kvæde

og lovprise dig.

Himlene din glans forkynde;

lad hver morgen mig begynde

dagen med din pris;

og når aftenklokken ringer,

lad min gang på lærkevinger

stige ligervis!

   Det er mig – synes jeg – som vi gennem disse ord kunne høre røsten af vor kære, gamle ven, om hvis båre vi nu er samlede her for at bringe ham vort sidste, kærligt farvel. Visselig, det var på sådanne tonevinger, at hans hjertes dybeste, inderlige begæring fløtede sig i bøn til Gud. Og vi ved, at hans bøn blev hørt; thi der kan vel næppe gives noget menneske,

side 25

hvis liv har været fuldere af lovsang til Guds ære end gamle Lunds. – Det var dermed han begyndte sin dag, og det var dermed han sluttede den; det var lovsangs glæde, der så at sige fyldte hans dag og bar ham gennem al dagens gerning; det var den, der lyste ud af hans øje, ud af hele denne elskelige personlighed, så også vi andre uvilkårlig blev delagtige i noget af denne glæde, hver gang vi var sammen med ham.

   Ja, Lund var et lykkeligt menneske; thi han var altid glad, og han ville så gerne gøre alle andre glade, hvor mange mennesker har dog ikke hos ham hentet både råd og trøst! Der er vist næppe mange præster her i landet, der har haft så mange skriftebørn som gamle Lund. Ham, følte man, kunne man betro sig til, for ham turde man blotte sin sjæls lønligste grøft, thi han ville ikke dømme, han kunne ikke fordømme; det var jo kærlighed og kun kærlighed, der lyste ud af disse øjne, og det er jo dog kærligheden, der skjuler syndens mangfoldighed. - -

   Når vi nu ser ud over den talrige skare, som har fyldt dette vort herlige gudshus til sidste plads, og ved, at der er ikke en blandt alle de mange mennesker, som er strømmede sammen fra fjern og nær, som ikke elskede vor gamle ven, må vi da ikke udbryde: ”Hvor var dog gamle Lund et lykkeligt menneske; han havde kun venner og har aldrig i sit lange liv haft en eneste uven!” Mange flere end de her tilstedeværende ønskede vist i dag at være med, at bringe ham det sidste ”farvel”. Blandt de mange fraværende er der sikkert en, vistnok den ældste af hans nulevende venner, nemlig gamle købmand Rasmussen, der på grund af alder-

side 26

dom og svaghed ikke kan være nærværende her, men som sikkert i tankerne dvæler ved den kære, hjemgangne ven.

   Det var i 1847 at de to lærte hinanden at kende, da blev grunden lagt til et på åndelig forståelse bygget inderlii8gt venskab, som under blide og ublide kår har stået sin prøve indtil denne dag. Det var tilvisse en åndelig læskedrik, som Vorherre gennem købmand Lars Rasmussens hånd rakte den unge Lund, da han for omtrent 50 år siden betrådte vor lille ø, hvor han skulle blive til så megen velsignelse – og er det så ikke forunderligt, at det netop skulle blive gennem den samme hånd, Vorherre rakte ham den sidste legemlige læskedrik på denne jord. Det var aftenen før vor gamle ven sov hen, at købmand Rasmussen sendte ham to klaser store, svulmende vindruer. Sønnen tog nogle af disse og pressede saften ind i sin faders mund, og med et nik gav han tilkende, at de smagte ham.

   Tidligt næste morgen, som hans hustru netop kom til, slog han for sidste gang øjnene op, et saligt smil fløj over hans ansigt, og så var han borte; uden spor af dødskamp gik han ind i lysets evige rige.

   Det var med dyb vemod, at vi i aftes førte gamle Lunds brustne støvhytte ud af det gamle hjem, for vi følte det jo godt, at nu blev dette hjem berøvet det bedste, det nogen sinde havde favnet inden sine mure; men når vi nu om en liden stund skulle føre ham ud af dette Guds hus, hans andet hjem på jord, så ville vi dog gøre det med en inderlig tak til Gud, som gennem dette elskelige menneskes liv, som gennem hans død, så underfuldt har åbenbaret os

side 27

sin kærlighed til børnene på Jord. – Men også ham selv, den kære, uforglemmelige ven, ville vi bringe vor hjertelige tak for alt, hvad han har været for os. ”Tak”, det er et ord, som vi atter og atter hørte flyve over gamle Lunds læber; han var så glad og taknemlig for enhver lille venlighed, der vistes ham; det var også hans sidste ord til mig, da jeg stod ved hans sygeleje. Barnlig, fordringsløs, som han var, tænkte han aldrig på, at det var os, som skyldte ham tak; han syntes alle mennesker var så gode og kærlige imod ham – Så modtag da nu en inderlig, uskrømtet, dybfølt tak fra enhver af os, som her er samlede om din båre! Og hvil i fred til den store påskemorgen, da vi med Guds hjælp atter skal mødes i det evige kærlighedshjem hinsides død og grav, og da skal vi juble det evige halleluja, som fylder himmel og jord:

”Kristne, hvilken morgenrøde,

mange mørke timer værd.””      

   Sognepræst i Onsbjerg, pastor A Helweg, talte derefter således:

   ”Leder, så skulle I finde!” – Det ord har vor Herre Jesus ladet gå i opfyldelse for vore øjne på den kære ”gamle Lund”. Når jeg ville sige, at han var en søgende sjæl, da er der vist mange af dem, som kendte ham, der ville sige til mig: ”Nej, der tager du fejl!” Og jeg vil også med glæde indrømme, at han var ikke et søgende menneske, således som vi i almindelighed forstår det om en, der går med tvivl og uro i sin sjæl og har ikke fundet den grund, hvorpå han kan bygge sit liv for tid og evighed. Nej, - Gud ske lov! – i den forstand var gamle Lund visselig ikke søgende længer, thi han havde for længst

side 28

funden, hvad han søgte, idet han selv blev funden af sin kære herre og frelser, Jesus Kristus, den menneskenes søn, der siger om sig selv, at han er kommen for at søge og frelse det tabte. Men dermed var ”gamle Lund” ikke færdig med at søge og lede, men nu ledte han med tro og med håb, thi noget af vor Herres Jesu Kristi søgende kærlighed var gået ham over i blodet. Netop fordi han havde funden og fået sin herre og frelser så kær, derfor spejdede han også efter hans, menneskesønnens, milde, kære træk overalt, søgte efter gudsmennesket hos hver den, han traf på sin vej, og hvis blik han kunne fange. Jeg ved nok, at det sagtens for en stor del skyldtes hans svækkede syn, når han sådan på sin ejendommelige måde så én ind i ansigtet; han skulle have os set under den rette synsvinkel og stillet i det rette lys for at kunne genkende os. Men for mig er det nu alligevel bleven et udtryk for noget af hans ejendommelighed. Thi det er jo vist nok, at skulle vi virkelig finde mennesket hos hverandre og genkende det, da må vi åndelig talt se hverandre under den rette synsvinkel og i det rette lys; og synsvinklen er denne, at det er tabte mennesker, vi har med at gøre, syndere som vi selv; men lyset, hvori det så om gælder at se dem, det er den Guds lyse nåde, der ikke kan lade tabt være borte, men savner og søger det tabte. Noget af dette var der hos vor kære, gamle ven, så vidt jeg kan se; han havde funden ”menneskenes søn”, og nu søgte han overalt og hos alle, børn og voksne, høje og lave, rige og fattige, søgte efter ”mennesket” skabt og genfødt ved ham og til ham, den Guds enbårne.

   Men fandt han da så, hvad han søgte? – Jeg begyndte med at sige, at vor herres gode løfte: ”Leder, så skulle I finde!” – var gået i opfyldelse på ham. Ja, det hørte med til det, som gjorde ham så rig på glæde og tak, at han fandt, hvad han søgte. Han havde ikke blot et kærligt ord til alle, og mest vel til de små, til børnene, til de fattige og ensomme, til de syge og bedrøvede, men også et kærligt ord om alle. Han traf jo på meget dårligt, så jo godt, at der var synd, men det var bare ikke det, han ledte efter. Han kunne sande bedre end de fleste, hvad der er sunget, at

”Mennesker vi altid fandt,

når blot vi fandt dem gerne”.

   Han ledte med kærlighedens tro og håb, derfor fandt han med glæde. Han kunne ikke tie med, hvad han selv havde funden, Guds store underlige kærlighed; med den ledte han efter menneskesjæle, og derfor blev hans glæde, når han fandt, til en fornyet taksigelse. Så give Gud Fader os af sin nåde, at vi dog måtte lære noget af det samme, således at søge og finde med glæde og tak! Amen i Jesu navn.”

   Sluttelig bragte pastor Borgen fra Nordby den afdøde følgende farvel:

”Da jeg fik budskab om gamle Lunds død, randt det ord mig ihu, som vor herre Jesus siger i sin bjergprædiken: ”Salige er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud”. Til dem hørte vor gamle ven. Hans hjerte var bleven renset ved Guds ord, det han barnligt havde taget af vor herres Jesu Kristi mund og troet, - og fra hjertet var dette gudsordets rensende kraft udgået til og havde renset hans tanke og attrå,

side 30

hans vilje og kærlighed. Gud være æret og priset derfor! Det så og hørte vi jo i hele hans færd, i hele det barnlige liv, som han levede iblandt os, - gamle Lund var et barn, et stort barn og et godt barn; thi han var et Guds barn, og det er det største og det bedste, der kan siges om et menneske, at det er et barn, et Guds barn. Ja, gamle Lund var et barn, et Guds barn, med al barnets enfold og barnlighed i tro, håb og kærlighed; altid mild, altid rolig, altid glad, ejede han troens fred, håbets frimodighed og kærlighedens glæde; han troede og håbede altid det bedste om alle; altid så han, barnlig som han var, med et lyst og mildt smil på alle, og altid forstod han, barnlig som han var, i alt hvad han så og hørte at gribe det gode og rene, det der gjorde ham selv godt og hans hjerte glad; altid spredte han lys og glæde omkring sig.

   Og dette barnlige sind, min det ikke netop er det samme som det at være ”ren af hjertet”, det enfoldige, det, der kun har en fold og ligger åbent i dagslyset! Gamle Lund var netop således i bedste forstand et enfoldigt menneske, han havde en sjælden åben og ren sjæl, åben for Gud og mennesker, ydmyg og ærlig i sin tro og kærlighed. Der var intet skjult; intet lå gemt for sig selv, intet som andre ikke måtte se ind i, intet som han ikke ville dele med andre; og han havde en stor kærlighed. Derfor kunne han også være ”glad med de glade og græde med de grædende”, og derfor var han også alle småbørns ven; thi de små forstå så godt det rene, åbne og barnlige sind; det drages de af, og i en sådan favn give de sig så

side 31

tillidsfuldt  ind. Men derfor kunne han også være så meget for syge og anfægtede og sorrigfulde; og hvor mange syge var han ikke til velsignelse, hvor mange fattige gjorde han ikke rige ved sin kærlighed, hvor mange fortrykte bragte han ikke trøst! der er mange sygelejer, hvorfra der er opstegen en varm tak til Gud for ham, mangen en enlig vrå, hvorfra takken har fulgt ham ud, - ja, mange ere de, der sige ham tak for, hvad de af kærlighed og glæde og trøst har modtaget fra ham, for den evige faderkærligheds favn, de ved ham fandt ind til, for himmelfreden, den dybe i Jesus Kristus, der ved ham fandt vej ind til deres hjerter. Det er den skønneste mindekrans, der kan flettes om ham, den vil stråle langt uforgængeligere end alle de dejlige kranse, som kærlige hænder her har bunden til hans båre.

   Den det, der gjorde gamle Lund til dette troende, barnlig-fromme, milde, glade Guds barn, som han var, det var det, at han selv havde fundet hvile i Guds faderfavn i Jesu Kristi tro, at han selv havde fundet freden i Jesu Kristi nåde. Jesus Kristus var midt i hans egen enfold og under al hans gerning bleven ham ”visdom fra Gud og retfærdighed og helliggørelse og forløsning”; ved Hans korses død trøstede han sig, i Hans opstandelses håb levede han. Derfra barnesindet og det barnlige smil, der lyste under al hans dåd og al hans strid hernede, lyste på hans vej, så han glad og frimodig som barnet kunne gå sin stille, milde gang hernede i den mands ledebånd, der er barnerettens ånd; han vidste det, så fuldt som nogen kan vides, at ”hjemme har børn, hvor fader bor”, og at ”når Guds sol for ham gik ned, arved han al

side 32

hans herlighed”. Derfor passer også på ham det ord, digteren siger:

Kan du igennem din strid og din dåd

redde det barnlige smil til det sidste,

da har du regnbuen over din gråd,

da har du glorien over din kiste!

   Så går nu hans sollyse vej, med stråler fra helgenglorien om korsheltens og livsfyrstens åsyn, ind til hans herres herlighed, så skal han nu som barn glædes i faderhjemmet i himlene og evig fryde sig ved at skue Gud ansigt til ansigt! Thi ”salige ere de rene af hjertet” de skulle se Gud!” – Gud glæde hans sjæl i himmerig! Amen.”