Olga Foged Klemensen skrev i 1999 historien om
Sct. Poulsmøderne i Nordby
Sct. Poulsmødet er et vintermøde, der hvert år afholdes på Sct. Poulsdag – Pauli dag – den 25. januar.
Tidligere afholdtes det i hver by på Samsø, nu kun i Nordby. Byens fælles anliggender blev drøftet på dette møde, og bagefter holdte fest.
Traditionen stammer fra landsbyfællesskabets tid, der går tilbage til middelalderen, og er et led i det landsbystyre, der eksisterede, indtil bondereformerne kom i slutningen af 1700-tallet.
Landsbyfællesskabet var et arbejdsfællesskab med hensyn til dyrkning af bymarken, der var opdelt i vange, hvor hver bonde havde sit stykke. I en vang dyrkede man det samme – byg, rug, ærter – og måtte derfor så og høste på samme tid. Arbejdet for den kommende tid blev aftalt på bystævnet eller gadestævnet, der fandt sted i sommerperioden fra 1. maj til 1. oktober, i Nordby hver søndag, undertiden oftere. Disse møder blev indkaldt af oldermanden, der ledede gadestævnet. Andre emner end landbruget var af fælles interesse og kunne behandles, og tvistigheder mellem byens beboere søgtes bilagt. Oldermanden idømte bøder, når nogen overtrådte byloven. Udpantning kunne også komme på tale. Bønder med jord havde mødepligt og stemmeret. Standsvende (husmænd) havde møderet. Ingen kvinder kunne deltage.
Hver landsby på Samsø havde sit gadestævne og sit årlige Sct. Poulsmøde den 25. januar. På Sct. Poulsmødet var dagsordenen:
1. Hvilke dele af bymarken, der det år skulle indhegnes til græsning for køerne (koløkken), så at hver mand kunne få sit stykke af hegnet gjort færdigt inden Valborgsdag (1. maj). Desuden blev der fastsat, hvor mange kreaturer hver bonde måtte indsætte på fællesgræsningen efter sin gårds størrelse.
2. Oldermanden aflagde byens regnskab for det forløbne år. Regnskabet drejede sig om de bøder, der iht. bylovens straffebestemmelser var kommet ind i form af penge, korn og øl.
3. Ny oldermand (formand) blev valgt. Oldermanden blev valgt for et år ad gangen – ikke noget eftertragtet job. Afslag kostede en tønde øl til byen, senere gik man over til pengebøde.
Beslutningerne blev nedfældet i en protokol ”Byens Bog”. I Nordby er den bevaret fra 1781 til op i 1870’erne. Fra 1842 valgtes ikke oldermand.
Efter det formelle møde blev der som nævnt holdt fest, hvor de indkomne bøder i form af øl blev omsat, således at det udartede sig til drikkegilder med deraf følgende klammeri og slagsmål, der af og til kunne ende med efterspil i rette.
Da jordfællesskabet blev ophævet ved lov i slutningen af 1700-tallet, og udskiftningen af jorden blev foretaget, så hver bonde fik sin mark samlet, forsvandt det egentlige grundlag for gadestævner om sommeren og Sct. Poulsmødet om vinteren. Men naturligvis var der stadig fælles anliggender at varetage – f. eks. angående gadejord, bytyrens omgang, pligter inden for fattigvæsen og skoleforhold - , så møderne fortsatte.
Ifølge en lov af 1841 oprettedes sogneforstanderskaber, der i 1867 fik navneændring til sogneråd. Disse overtog efterhånden alle sognets opgaver, og oldermandsinstitutionen sygnede hen for til sidst kun at omfatte enkelte pligtopgaver. Et sogn kunne omfatte flere byer, og derfor forsvandt møderne hurtigt i en del mindre byer, men mange steder fortsatte man med Sct. Poulsmøder langt op i 1800-tallet, dog ophørte de også efterhånden.
I Nordby vedblev man at holde Sct. Poulsmøder frem til 1962, hvor de 5 sogne på Samsø blev sammensluttet til én kommune. De blev afholdt med adgang for alle sognets beboere, der kunne stille spørgsmål til det fremmødte sogneråd. Beretning og regnskab blev aflagt. Der var ingen fest bagefter, men ofte foredrag. Da administrationen i 1962 blev flyttet til Tranebjerg, ophørte Sct. Poulsmøderne også i Nordby, og sognets beboere nærede en vis ængstelse for at blive glemt. Afstanden mellem Nordby og Tranebjerg kan undertiden føles meget lang.
Derfor rettede Nordby Borgerforening i 1970 henvendelse til kommunalbestyrelsen med anmodning om at få Sct. Poulsmøderne indført igen, nu med kommunalbestyrelsen som panel og med adgang for alle øens beboere. De skiftende kommunalbestyrelser har stillet sig velvilligt til rådighed, og et smukt eksempel på nærdemokrati holdes hermed i hævd.
Lad os håbe, det fortsat kan bevares.